Tobakskompagni sælger igen flere cigaretter

Skandinavisk Tobakskompagni fortsætter væksten og har desuden vendt en negativ udvikling for cigaretter.

I en tid med krig på markedet for discountcigaretter og politiske benspænd rettet mod tobaksindustrien, har den danske tobaksgigant Skandinavisk Tobakskompagni vendt udviklingen og sælger nu igen flere cigaretter i Skandinavien.

I to år var det ellers gået tilbage, men for det første er piber og hjemmerullede cigaretter på vej ud til fordel for almindelige cigaretter, og for det andet har Skandinavisk Tobakskompagni slået igen, efter at udenlandske konkurrenter rystede cigaretmarkedet med discountsmøger.

På blot fem år har discountcigaretter som LD, Skjold og tobakskompagniets egen Corner taget 30-40 pct. af markedet i Danmark, og ifølge adm. direktør i ST-koncernen Anders Colding Friis påvirkede krigen hele forretningen:

»Konkurrencen har været benhård, og da vores konkurrent Gallagher gik ind med en pris, der ikke dækkede afgifterne, var det under alle omstændigheder svært at tjene penge,« siger direktøren, der glæder sig over, at krigen er løjet af.

Discountcigaretterne har været en torn i øjet på Kræftens Bekæmpelse, der mener, at cigaretafgifterne burde sættes væsentligt op, så en pakke cigaretter ville komme til at koste 50-60 kr.:

»De billige cigaretter er dybt bekymrende, for det betyder, at man får rekrutteret flere unge rygere, som senere vil gå efter mere trendy og dyrere produkter,« siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Hans Storm.

Faktum er imidlertid, at andelen af rygere er svagt faldende, så tobakskompagniets øgede afsætning i Skandinavien er ikke udtryk for, at flere er begyndt at ryge. Koncernen sælger godt 10 mia. cigaretter i Skandinavien, og dermed overgås det af Polen som det vigtige enkeltmarked. Her solgte Skandinavisk Tobakskompagni sidste år mere end 11 mia. cigaretter, og det er den næststørste cigaretvirksomhed i landet med en stigende markedsandel, der i dag ligger på omkring 17 procent.

Tobakskoncernen realiserede sidste år et overskud før skat på 2,3 mia. kr. efter en nettoomsætning på over 26 mia. kr. Siden regnskabsåret 2002/03 er forretningen vokset med samlet 23 pct., og den udvikling skal fortsætte, siger Anders Colding Friis.

»Det skal ske både gennem organisk vækst og gennem opkøb. Vi ser os altid om efter interessante emner, men det er ikke noget, jeg vil fortælle om, før det er er en realitet,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også