Køb julegaver i dagtimerne

Mangel på juleassistance øger tidspresset i butikkerne. Den bedste service fås på hverdage før kl. 16.

De danske butikker har brug for 15.000 ekstra fuldtidsstillinger for at klare den voldsomme travlhed i ugerne op til jul. Men butikkerne kan ikke skaffe den nødvendige arbejdskraft. Ekspedienterne får derfor så travlt, at de vil have svært ved at yde den optimale service. Handelsstandsforeningerne råder kunderne til at købe julegaverne i god tid, handle før kl. 16 og undgå weekenden.

»Der er generel mangel på arbejdskraft i detailhandelen, og op til jul bliver det særlig udtalt, fordi det er nu, størstedelen af omsætningen hentes hjem,« siger Jens Brendstrup, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Organisationen har spurgt medlemmerne om problemerne med at skaffe tilstrækkeligt med ansatte. 47 pct. svarer, at de har vanskeligere ved at skaffe juleassistance, mens kun 9 pct. melder tilbage, at de ikke har problemer med rekrutteringen.

»Årsagen er, at butikkerne gør meget for at få det faste personale til at arbejde ekstra i julen. Den bedste motivation synes at være tilbuddet om at få fri på andre tidspunkter,« konstaterer Jens Brendstrup.

Trods problemerne med ekstra juleassistance forventer 96 pct. af medlemmerne af Dansk Erhverv ikke, at juleomsætningen er i fare på grund af manglende arbejdskraft.

Studenterjob
En stor del af de ekstra ansatte i julemåneden er studerende, der ønsker at tjene penge i en periode, hvor nogle studier ikke kører på fuld kraft.

Men de særlige juleassistenter har ikke den samme faglige ekspertise som de fastansatte.

Derfor opfordrer Danmarks Handelsstandsforening forbrugerne til at købe ind i dagtimerne, hvis de vil have den bedste betjening.

»Det kan være yderst frustrerende og tidsrøvende at jagte kyndige medarbejdere for at få svar på måske helt banale spørgsmål. Derfor opfordres de julehandlende til at købe ind i god tid samt at undgå de sene aftentimer og weekenden, hvor tidspresset er størst. Det giver den bedste rådgivning og vejledning, så fejlkøb undgås,« siger Bent Aarrebo Pedersen, der er formand for Danmarks Handelsstandsforeninger.

BRANCHENYT
Læs også