Rekordjul for femte år i træk

Der er stadig liv i privatforbruget. Danskerne vil i år købe julegaver for 10 mia. kr. Det svarer til knap 4.000 kr. pr. husstand.

For femte år i træk sætter julehandelen rekord. Trods faldende forbrugertillid og en opbremsning i omsætningen i butikkerne er der udsigt til flere julegaver under træet. I alt vil der blive købt pakker og knas for omkring 10 mia. kr. Det betyder, at hver husstand spenderer op mod 4.000 kr. på gaver og julemad.

Sidste år blev julehandelen på 9,3 mia. kr.

Det er erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der har udarbejdet en prognose for årets julehandel. Man har bl. a. spurgt butikkerne om forventningerne til julesalget, og to tredjedele af forretningerne forventer et højere salg end sidste år. 43 pct. af virksomhederne forventer, at salget i december vil blive 10 pct. højere end i årets øvrige måneder.

»Selv om forbrugerne er mere skeptiske end tidligere, er der i høj grad liv i privatforbruget. Høj beskæftigelse og reelle lønstigninger giver flere penge mellem hænderne. Samtidig nyder boligejerne godt af høj friværdi. Samlet giver det forbrugerne en følelse af tryghed,«siger Jes Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Årets bedste måned
Julemåneden er suverænt den bedste måned for detailhandelen. Omsætningen i december ligger i gennemsnit 36 pct. over den gennemsnitlige omsætning for årets øvrige elleve måneder. For mange brancher er julehandelen afgørende for, om det bliver et godt eller et skidt år.

Butikker med legetøj henter således næsten en fjerdedel af årets omsætning op til jul. Isenkræmmerne har mere end 20 pct. af salget i december, og det samme gælder guldsmede og urmagere.

Analysen fra Dansk Erhverv viser også, at mange julegaver bliver købt i postordreforretninger. Den type butikker har en stigning i omsætningen på mere end 300 pct. i forhold til de øvrige måneder.

Jens Brendstrup vurderer, at det danske privatforbrug har vist overraskende styrke i år. Selvom niveauet i detailomsætningen er lavere end sidste år, har der de seneste måneder stadig været tale om positive vækstrater.

De største stigninger har været inden for beklædning, fødevarer og andre forbrugsvarer.

Selv om julehandelen i år vil sætte rekord for femte år i træk er det ikke nogen naturlov, at kasseapparaterne klinger ekstra år efter år i takt med den stigende velstand.

I årene før 2002 var der en svagt faldende tendens, og tidligere har der været år med kraftige dyk i julehandelen. Det gælder bl.a. årene fra 1994 til 1996.

BRANCHENYT
Læs også