Trykket aftager hos Rockwool

regnskab Trods endnu et flot kvartalsregnskab fra Rockwool med en omsætningsfremgang på 25 pct. vokser træerne ikke ind i himlen. Udbud og efterspørgsel er ved at møde hinanden igen.

Isoleringskæmpen Rockwool brager fortsat derudad og leverer højere omsætning end analytikernes forventninger, men flere markeder kølner nu af.

Efter et første halvår af 2007, hvor Rockwool ikke kunne imødekomme kundernes behov, er alle markeder ifølge Rockwool nu tilbage i en mere normal situation. Det indebærer, at selskabet for en gangs skyld ikke opjusterer forventningerne.

»Balancen mellem udbud og efterspørgsel er blevet genskabt,« konstaterer Rockwool selv i sin regnskabsmeddelelse.

En afgørende årsag til Rockwools galopperende omsætning under højkonjunkturen har været prisstigninger på produkterne, fordi producenterne hidtil ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Trods den nye situation ser finansdirektør Gilles Maria ikke tegn på markante prisfald.

»Vi ser ikke store prisfald på markedet. Hvis der er variationer, er det udelukkende kortvarigt,« siger han og pointerer, at regnskabet er Rockwools hidtil stærkeste.

Lille afmatning
Aktieanalytiker Rune Majlund Dahl, Sydbank, ser trods de positive takter antydning af en lille afmatning hos Rockwool.

»Jeg forventer, at priserne bliver fastholdt, men Rockwool vil ikke i samme omfang som tidligere kunne overføre eventuelle prisstigninger på råvarer og energi til kunderne og lade dem betale for det,« siger han. Sydbank havde forventet en opjustering.

Derfor forventer Rune Majlund Dahl ikke helt så markante overskudsgrader som i første og andet kvartal 2007.

I Jyske Bank er aktieanalytiker Lars Terp Paulsen enig i, at Rockwool fremover ikke vil kunne hæve priserne i samme tempo som tidligere.

»Det tyder på, at hypen er dalet en smule. Det er blevet en mere normaliseret situation,« påpeger han.

Det kan komme til at resultere i overkapacitet fremover, påpeger Lars Terp Paulsen.

Svaghed i Vesteuropa
»I Østeuropa ser jeg ikke nogen risiko for, at der opstår overkapacitet, men i Vesteuropa er der tegn på svaghed i byggeriet af boliger. Erhvervsbyggeriet går stadig godt, men jo længere den finansielle uro varer, des mindre bliver lysten til at investere i erhvervsbyggeri. Rockwool kan risikere at få overkapacitet i Vesteuropa,« siger han.

Gilles Maria mener imidlertid, at bl.a. nye energikrav til byggeri i Vesteuropa vil afværge risikoen for overkapacitet, og pointerer, at stort set alle Rockwools kapacitetsudvidelser fremover er planlagt uden for Vesteuropa. Han forventer fremover vækstrater på 3-5 pct. i Vesteuropa og to-cifrede vækstrater i Østeuropa.


BRANCHENYT
Læs også