Kort nyt

Vækst i underkanten RUSLAND Den russiske økonomiminister, German Gref, nedjusterede onsdag sin prognose for 2004-bruttonationalproduktet (BNP) fra 6,9 til 6,8 pct.

Det betyder, at væksten formentlig ikke kommer til at leve op til de 7 pct., som gerne skulle nås, hvis præsident Vladimir Putins mål om en fordobling af det russiske BNP på 10 år skal opfyldes. Den økonomiske vækst i Rusland var på 7,3 pct. i fjor. Reuters

Novartis får tilsagn

SCHWEIZ Den schweiziske medicinalvarekoncern Novartis AG har fået de schweiziske myndigheders tilsagn til, at den populære blodtryksmedicin Diovan kan anvendes til patienter, som har haft et hjerteanfald. Godkendelsen er første skridt på vejen til også at få midlet blåstemplet til formålet i andre EU-lande. Diovan er i forvejen godkendt til behandling af patienter med hjerteanfald i 23 lande, herunder Storbritannien, og det er Novartis' mest solgte produkt med en omsætning på over 2,4 mia. dollars (13,41 mia. kr.) i 2003. Reuters

Snehvide er ikke billig

NORGE Den norske olie- og gaskoncern Statoil vurderer, at omkostningerne i forbindelse med udviklingen af Snehvide-gasfeltet i Barentshavet løber op i 51,3 mia. norske kroner (n.kr.), hvilket er i den høje ende af en prognose, som selskabet fremsatte i juni måned. Den nuværende vurdering ligger desuden 11,8 mia. n.kr. over niveauet i det oprindelige budget, som blev fremlagt i marts 2002. Reuters

Detailsalget overrasker

TYSKLAND Det tyske detailsalg udviste en overraskende stigning i oktober, men analytikere advarer om, at talstørrelserne endnu kan blive justeret, og 2004 bliver under alle omstændigheder et bedrøveligt år for detailhandlen. Det tyske detailsalg voksede ifølge oplysninger fra Tysklands Statistik 1,6 pct. målt på månedsbasis i årets tiende måned. De fleste havde regnet med en lille tilbagegang. Sammenlignet med oktober 2003 var der imidlertid også tale om en nedgang på 3,7 pct. - det største fald i fem måneder og betydeligt mere end forventet. Reuters

Samsung verdens næststørste

MOBILTELEFONI Sydkoreanske Samsung Electronics overhalede i tredje kvartal amerikanske Motorola og blev verdens næststørste mobiltelefonproducent. Ifølge de seneste kvartalsstatistikker fra analysevirksomheden Gartner fører Samsung nu knebent over Motorola. Samsung solgte i perioden 22,98 millioner mobiltelefoner til forbrugerne, hvilket er ensbetydende med en markedsandel på 13,8 pct. - sammenlignet med Motorolas 22,39 mio. telefoner, der kan omveksles til en markedsandel på 13,4 pct. Samsung sad i andet kvartal på 12,1 pct. af markedet, mens Motorola havde 15,8 pct. i perioden. Verdens største mobiltelefonproducent, finske Nokia, er noteret for en fremgang fra 29,7 til 30,9 pct. af markedet i tredje kvartal, og på fjerdepladsen formåede tyske Siemens at forbedre sin markedsandel fra 6,9 til 7,6 pct. Reuters

Novo Nordisk indgår aftale

biotek Novo Nordisk har indgået en aftale med det Pennsylvania-baserede biotekselskab Morphotek om brug af det amerikanske selskabs teknologi til udviking af højdefinerede antistoffer og antistofproducerende pattedyrs-celler i stor skala. Det skriver Bloomberg News. Aftalen, der løber over et nærmere defineret antal år, er ikke eksklusiv. Morphotek skal på Novo Nordisks vegne forske i og optimere op til fire produkter og modtager til gengæld licens- og milestonebetalingerne. Novo Nordisk skal stå for de prekliniske og kliniske forsøg og også tage sig af de eventuelle økonomiske konsekvenser af dette. RB-Børsen

Carlsberg slipper for julestrejke

arbejdsmarked Det bliver alligevel en mild jul for Carlsberg i England. Den bebudede strejke blandt 160 ansatte på Carlsbergs bryggeri i Northampton er aflyst. Strejken skulle være begyndt onsdag, men i sidste øjeblik lykkedes det ledelsen og de engelske bryggeriarbejdere at blive enige om en ny et-årig overenskomst. Bryggeriarbejderne havde ellers truet med at nedlægge arbejdet i to gange 16 dage med den første aktion i december og den anden i januar. Det ville have medført stor usikkerhed for forsyningen af julepilsnere til det britiske marked. /ritzau/

Nyt center for biobrændstoffer

energi Et nyt forskningscenter, der skal finde miljøvenlige afløsere til olie og benzin, slog dørene op onsdag. Centret, Danish Center for Biofuels, er et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Risø og Landbohøjskolen. Det nye center skal være spydspids for dansk forskning og erhvervslivs bestræbelser på at udvikle brændstoffer, der er bæredygtige, CO 2-neutrale og lavet af fornybare ressourcer. Fremtidsvisionen er at bygge bioraffinaderier, der bruger halm og andre afgrøder til at fremstille både ethanol, hydrogen og biogas, der kan bruges til brændstof i biler eller opvarmning. Centret er foreløbig finansieret med bevillinger fra Energistyrelsen, EU og det teknisk-videnskabelige forskningsråd på ca. seks mio. kr. årligt. Desuden venter det at trække betydelige ressourcer fra den nye højteknologiske fond. /ritzau/

..

BRANCHENYT
Læs også