Kort nyt

Scania fyrer 200 SVERIGE Den svenske lastbilproducent, Scania, meddelte tirsdag, at 200 medarbejdere vil blive opsagt fra koncernens afdeling i Oscarshamn i det sydlige Sverige. Nedskæringerne skyldes rationalisering og introduktionen af en ny serie lastbiler.

Scania, der er Europas tredje største lastbilproducent, sagde også, at man ikke vil forny kontrakterne for de midlertidige arbejdere, der er blevet ansat i forbindelse med produktionen af den ny serie. /ritzau/Reuters

Flere brasilianere i arbejde

BRASILIEN Den brasilianske arbejdsløshed faldt i december til 9,6 pct. - sammenlignet med 10,6 pct. i november. Den positive udvikling er sket i forlængelse af den ekstra juletravlhed og en pæn økonomisk vækst. Oplysningerne fra det statistiske kontor IBGE er i overensstemmelse med fem analytikeres forventninger. Ledigheden var i december 2003 på 10,9 pct. Reuters

Rekord for Continental

TYSKLAND Den tyske producent af bildele Continental AG hæver måske udbyttet efter en betragtelig stigning i driftsoverskuddet i 2004, siger administrerende direktør Manfred Wennemer. Selskabets driftsoverskud satte ny rekord i fjor, men der foreligger ingen nøjagtige taloplysninger. Continental udbetalte i 2003 et udbytte på 0,52 euro (3,87 kr.) pr. aktie. Reuters

Lufthansa vil undgå klausul

STORBRITANNIEN Tyske Lufthansa håber at sælge sin aktiepost i det britiske flyselskab bmi med henblik på at undgå en klausul, der kunne tvinge Lufthansa til at investere yderligere 229 mio. pund (2,45 mia. kr.) i aktier i selskabet, skriver den britiske avis Daily Telegraph. Lufthansa har rettet henvendelse til British Airways og Virgin Atlantic omkring et evt. salg af selskabets 30 pct.'s aktiepost, hedder det. I henhold til en aftale fra 1999 med bmi's bestyrelsesformand, Sir Michael Bishop, har sidstnævnte ret til at udnytte en salgsoption på sin aktiepost over for Lufthansa. Sir Michael Bishop kontrollerer 50 pct. af bmi plus én aktie og kunne benytte sig af optionen i år. Reuters

Telecom Italia sælger aktier

ITALIEN Telecom Italia har solgt sin 54,8 pct.'s aktiepost i Chiles næststørste mobiltelefonselskab, Entel, formedelst 934 mio. dollars (5,32 mia. kr.) i forbindelse med en aftale, som kapper 1,1 mia. euro (8,19 mia. kr.) af det italienske telefonselskabs nettogæld. Køberen er den chilenske investeringskoncern Almendral, og aftalen ventes endeligt på plads i løbet af tre måneder. Reuters

Forventningerne overgået

STORBRITANNIEN Storbritanniens største forsikringsselskab, Aviva Plc, har overgået alle forventninger med en stigning på 9 pct. i hele årets (2004) livsforsikrings- og pensionsomsætning, og selskabet har tillid til, at der bliver tale om yderligere vækst i indeværende år. Salget af livsforsikrings- og pensionsprodukter voksede i fjor til 2,55 mia. pund (27,3 mia. kr.) - sammenlignet med 2,377 mia. pund i 2003. Reuters

Fremgang på 12 pct.

SCHWEIZ Lindt & Sprünglis 2004-omsætning overgik markedets forventninger med en fremgang på 12 pct. til 2,016 mia. schweiziske francs (9,72 mia. kr.) - den højeste vækstrate nogensinde. Målt i lokale valutaer var der tale om en omsætningsfremgang på 12,5 pct. Analytikere havde forventet en omsætning på 1,98 mia. schweiziske francs. Reuters

Besparelser koster job

SVERIGE Børsselskabet og teknologivirksomheden OMX skærer 20 stillinger bort i Helsingfors i forbindelse med omkostningsmæssige besparelser. OMX, der driver børser i Stockholm, Helsingfors og Baltikum, har besluttet at flytte en del af sine teknologiaktiviteter fra den finske hovedstad til andre afdelinger. Reuters

Kinesisk detailsalg voksede

KINA Det kinesiske detailsalg voksede i december 14,5 pct. i forhold til samme periode året før, oplyser landets nationale statistiske kontor. Seks økonomer, som nyhedsbureauet Reuters har spurgt, havde forventet en fremgang på 12,9 pct. I november var der tale om en stigning på 13,9 pct., mens oktober måned tegnede sig for en fremgang på 14,2 pct. Reuters

Pepsi bruser videre

USA Pepsi Bottling Group Inc., det største Pepsi-tapperi, kunne i fjerde kvartal notere sig et nettooverskud på 74 mio. dollars (421,5 mio. kr.) eller 29 cent pr. aktie - sammenlignet med 69 mio. dollars eller 26 cent pr. aktie et år tidligere. En gruppe analytikere, som Reuters Estimates har spurgt, havde ventet en indtjening pr. aktie på 30 cent. Pepsi Bottling forudser selv et EPS-tal på 1,76-1,84 dollars i 2005 - sammenlignet med analytikernes forventninger om 1,80 dollars pr. aktie. Selskabet havde i hele 2004 et nettooverskud på 457 mio. dollars - eller 1,73 dollars pr. aktie. Reuters

Overskuddet gik nedad

USA Medicinalvareproducenten Merck and Co. Inc. kom ud af fjerde kvartal med en nedgang i overskuddet på 21 pct. i forlængelse af tilbagetrækningen af det populære ledegigtmiddel Vioxx. Selskabet havde i de tre måneder et overskud på 1,1 mia. dollars (6,27 mia. kr.) eller 50 cent pr. aktie - sammenlignet med et plus på 1,4 mia. dollars eller 62 cent pr. aktie i samme tidsrum et år tidligere. Omsætningen gik lidt frem i fjerde kvartal til 5,7 mia. dollars. Reuters

Gasfusion udskudt

RUSLAND Den endelige gennemførelse af fusionen mellem det russiske gasmonopol Gazprom og det statslige olieselskab Rosneft er blevet yderligere udskudt - denne gang fra januar til marts, skriver nyhedsbureauet Interfax. Fusionen skulle oprindelig have været gennemført inden udgangen af 2004, men blev udskudt til januar, efter at Rosneft købte det store olieselskab Yukos' vigtigste produktionsselskab, Yuganskneftegaz. Reuters

Overskud på 20 mio. i Salling Bank

regnskab Salling Bank i Skive fik et resultatet før skat for 2004 på 20 mio. kr., og det svarede til en egenkapitalforrentning på 14,1 pct. Året før var resultatet før skat knap 24 mio. kr. og egenkapitalforrentningen var 18,5 pct. Resultatet anses for tilfredsstillende og i overensstemmelse med bankens forventninger, der lød på 20 mio. kr. før skat. Årets resultat efter skat blev et overskud på 17,2 mio. kr. mod 21,2 mio. kr. i 2003 år. Skive-banken venter for indeværende år et resultat før skat på 13-16 mio. kr.

..

BRANCHENYT
Læs også