Tyndt marked med tvangssalg

Udsalget af aktier ramte C20-indekset hårdt onsdag, og eliteindekset tabte 3,3 pct. til 445,28 i et relativt tyndt marked.

Menuen på de tre store europæiske fondsbørser stod også på kursfald, men her lå kursfaldene ved dansk lukketid i omegnen af 1,5-2,5 pct. Det svenske indeks lå 1,8 lavere.

Pres i tyndt marked
»Dagens salgspres er sket i et relativt tyndt marked, hvor vi for første gang i år har set betydeligt tvangssalg i markedet. De store institutionelle investorer har sat sig ud på sidelinjen, mens flere private og mindre investorer er blevet presset ud i salg,« vurderede aktiehandelschef Mads Zink fra Danske Bank. Han vurderer dog ikke, at dette er starten på en længere nedtur, idet han hæfter sig ved, at aktierne generelt stadig er billige, også hvis vi kommer ind i en periode med lav vækst.

»De store institutionelle investorer vil generelt ikke øge risikoen i det nervøse marked, og den tynde handel gør også, at de ikke kan komme rundt på salgssiden med deres porteføljer. De udenlandske investorer har også været med til at lægge pres på det danske marked de seneste dage, idet man typisk nedbringer positioner i andre områder end hjemmemarkedet,« bemærkede Mads Zink.

De største fald
De største C20-fald skal findes hos FLSmidth og D/S Torm. Cementkoncernens aktier smed 6,0 pct. til kurs 442, mens produkttankrederiets aktier faldt 5,6 pct. til 172. Uden for C20-regi blev Rockwool ramt med et kursfald på 6,3 pct. til 1247.

A.P. Møller - Mærsk's B-aktie endte 4,6 pct. lavere i kurs 58.200. Datterselskabet APM Terminals fik nyt fra den arabiske konkurrent DP World, som med en børsnotering i Dubai satte en Mellemøst-rekord. DP World har scoret 4,96 mia. dollars (25 mia. kr.) på børsnoteringen.

NKT tabte 7,3 pct. til kurs 470, efter at virksomheden skuffede investorerne med driftsindtjeningen i 3. kvartal. Som ventet hævede NKT omsætnings- og indtjeningsforventningerne til helåret.

»Tredje kvartal er under det forventede, og det er primært på grund af Nilfisk. Opjusteringen var absolut ventet, og på det her marked bliver der kvitteret ved kasse 1, hvis man skuffer,« sagde Mads Zink til RB-Børsen.

Den hårdt plagede SAS-aktie måtte igen lægge ryg til kurssmæk, og luftfartsaktien tabte onsdag hele 8,9 pct. til kurs 71,5.

Entreprenørerne faldt
Højgaard Holding tabte 7,0 pct. til 200 kr., mens Monberg og Thorsen tabte 5,6 pct. til kurs 525. Entreprenørerne og deres joint-venture-selskab MT Højgaard aflagde regnskab for tredje kvartal.

»Der er ikke umiddelbart udsigt til, at den nedgang vil vende i den nærmeste fremtid,« sagde MT Højgaards adm. koncerndirektør Kristian May.

RB-Børsen

Læs også