Butikker til kamp mod ”russerposer”

Tasker foret med sølvpapir er udbredt ved butikstyveri, fordi det snyder varesikringen. Nyt system advarer mod de såkaldte ”russerposer”.

Tasker og poser foret med sølvpapir er en af de mest udbredte metoder, når butikstyve stjæler kostbare varer fra hylderne. Stanniol vinder over ofte over varesikringen, så tyveknægtene uantastet kan spadsere forbi tyverialarmen.

Men et nyt dansk alarmsystem kan afsløre de metalforede tasker, der i sikkerhedsbranchen er kendt som ”russerposer”. Dermed kan flere af de udspekulerede tyve tages på fersk gerning.

Kunderne stjæler varer i danske butikker for mere end 1,5 mia. kr. En stigende andel af butikstyverierne gennemføres af organiserede bander, der målrettet lænser butikkerne for eksklusive varer, der kan sælges på det sorte marked. En stor del af de professionelle tyve kommer fra det østlige Europa, og derfor taler man om ”russerposer”.

»Flere og flere butikstyverier udføres af organiserede baner, der går meget systematik og professionelt til værks. Ofte er det østeuropæiske grupper, som står bag, og de kan stjæle for store beløb,« siger Laurits Rønn, der er underdirektør i Danske Erhverv.

Men metoden er også udbredt blandt mere hærdede butikstyve, der har lært kunsten. Metallet i sølvpapir bremser ganske enkelt signalerne fra tyverialarmer, som tøj, ure, kosmetik, dvd-film og andre dyre varer er forsynet med.

Frakker med stanniol-for
Der er eksempler på store frakker, som er indvendigt beklædt med folie, og kan skjule masser af tyvekoster. Der har også været en række tilfælde, hvor store pakker forklædt som julegaver har indeholdt hemmelige rum beklædt med folie, så alarmsignalerne ikke kunne passere.

»Mange butikker tror, at de er sikret mod tyveri, fordi produkterne er forsynet med varesikring. Men systemet kan snydes med stanniol i flere lag. Nogle alarmtyper kræver blot fire-seks lag stanniol, mens de mest avancerede systemer kræver, at tyvene benytter 20 til 25 lag folie,« siger Hans Ole Andersen, der er direktør for Innoteck i Odense.

Han fremhæver, at problemet med butikstyveri i ”russerposer” vokser stærkt. Tabene i forretningerne er ofte større end ved andre former for tyveri. I USA er der eksempler på bander, som har stjålet for millioner af dollars, og i Milano er en russisk bande afsløret med et lager af stjålne varer for tre mio. kr.

Innoteck forhandler et nyt alarmsystem, der kan advare mod de avancerede poser foret med flere lag af stanniol. Butikkerne udstyres med en antenne, der fungerer som en følsom metaldetektor. Den afslører større metaloverflader og alarmerer diskret personalet og butiksdetektiver om, at der er grund til skærpet opmærksomhed.

Det er ikke i sig selv forbudt at medbringe en taske foret med metal, men alarmen giver butikkerne et forspring, så de kan holde øje med mistænkelige personer og gribe dem på fersk gerning. Desuden kan alarmsystemet have en præventiv effekt, så tyvene afholder sig fra at forsøge tyveri.

»Jeg er ikke i tvivl om, at metaldetektorer vil blive standard i større indkøbscentre og i de store butikskæder, der handler med pelse, elektronik, beklædning, fotoudstyr, parfume og andre varer af stor værdi,« siger Hans Ole Andersen.


Læs også