Forhandlinger i sabotagens skær

Fagforeningerne nægtede at stoppe strejken.

Paris.

Transportsystemet i Frankrig blev natten til onsdag ramt af sabotage, og forhandlingerne om de strejkende transportarbejdere fortsatte uden resultat onsdag.

Koordineret sabotage smed yderligere grus i Frankrigs allerede skrantende transportmaskineri, mens transportstrejkens parter mødtes til forhandlinger onsdag.

Det var hurtigtoget TGV's spor, der var udsat for sabotage på elektriske kabler og signalsystemer.

Det nationale togselskab SNCF anklagede ikke de strejkende for den natlige vandalisme, og fagforeningerne var hurtige til at fralægge sig ethvert ansvar.

Alligevel gav de natlige angreb endnu et bittert indspark før onsdagens samtaler mellem fagforeningerne og de firmaer, der er mest ramt af strejkerne - de parisiske transportmyndigheder og SNCF.



Afstemning
Onsdagens første møde mellem fagforeningerne og de parisiske myndigheder endte med, at fagforeningslederne nægtede at opfordre deres medlemmer til at stoppe strejken. Til gengæld opfordrede fagforeningslederne de strejkende til selv at stemme om, hvad der skal ske.

- Vi vil ikke spille rollen som brandmænd for denne pyromaniske regering. Det er arbejderne selv, som bestemmer næste skridt, siger Gerard Leboeuf fra CGT-RAPT-fagforeningen.



Færre strejkende
Forhandlinger med SNCF var udsat til senere onsdag, men firmaet meddelte, at antallet af strejkende fortsatte med at rasle ned i løbet af onsdagen, hvor nu kun en ud af fem af deres ansatte strejkede mod 61 procent på strejkens første dag.

Strejkerne er en del af spillet omkring fremtiden for transportarbejdernes traditionelt lukrative pensionsordninger, som Sarkozy under sin valgkamp lovede at ændre.

Den franske regering anslår, at strejken koster landet mindst 300 mio. euro om dagen.

/ritzau/AP

..

Læs også