Så er det slut med Yukos

Ruslands engang største olieproducent, Yukos, er formelt ophørt med at eksistere efter tre års retssager mod selskabet for skatteunddragelser. Hovedparten af gælden er betalt gennem frasalg af aktiver. En ny retssag truer selskabets tidligere chef, Mikhail Khodorkovskij.

Moskva

Yukos var for få år siden Ruslands største olieproducent, der stod for 20 pct. af den russiske produktion - 2 pct. af verdensproduktionen. Nu er selskabet formelt ophørt med at eksistere, meddelte administratoren af konkursboet i går ifølge det statslige nyhedsbureau RIA Novosti.

Yukos blev erklæret konkurs den 1. august 2006 efter tre års retssager mod selskabet for bl.a. skatteunddragelser. Voldgiftsdomstolen i Moskva afsluttede sagen den 12. november, og i går blev Yukos så endeligt strøget af listen over registrerede selskaber.

Det konkursramte selskab havde indtil sit ophør betalt 710 mia. rubler (156 mia. kr.) til sine kreditorer gennem frasalg af diverse aktiver og sluttede med ikke at kunne opfylde gældskrav på 76 mia. rubler (16 mia. kr.)

Sagen mod Yukos og den sideløbende sag mod dets medstifter og adm. direktør, Mikhail Khodorkovskij, og dennes kompagnon, Platon Lebedev, opfattes som overvejende politisk motiverede på baggrund af Kremls ønske om atter at sikre statens kontrol med landets energiressourcer og præsident Vladimir Putins personlige fejde med de i befolkningen upopulære rigmænd, oligarkerne, der skaffede sig enorme værdier i forbindelse med privatiseringerne efter Sovjetunionens opløsning.

Så sent som i onsdags advarede præsidenten i en tale som optakt til parlamentsvalget den 2. december mod truslen om en tilbagevenden til "oligarkernes korrupte styre i 1990'erne".

Den i dag 44-årige Khodorkovskij, engang Ruslands rigeste mand, blev i 2003 fængslet og sigtet for omfattende tilfælde af bedrageri og skatteunddragelser.

Det skete efter længere tids uoverensstemmelser med Putin på baggrund af, at Ýukos-chefen havde støttet en række oppositionspartier økonomisk. Umiddelbart efter arrestationen blev Yukos' aktiver indefrosset.

Otte år i fængsel
I 2005 blev Khodorkovskij fundet skyldig, og han afsoner nu en dom på otte års fængsel i Fangelejr nr. 13 i den sibiriske Tjita-region.

Lebedev blev ligeledes idømt otte års fængsel.

Samtidig har den statslige anklager meddelt, at man inden den 22. december vil rejse sag mod dem begge på yderligere anklager for hvidvaskning af penge.

Anklagemyndigheden beskylder samtidig Khodorkovskij og Lebedev for at forsøge at trække sagen i langdrag, bl.a. ved at afvise at ville læse de omfattende anklageskrifter i weekenden.

For hver af de tiltalte drejer det sig om 30.000 sider, skriver avisen The Moscow Times.

De begyndte læsningen i februar.

..

BRANCHENYT
Læs også