Umuligt eller blot for bøvlet?

Erhvervsorganisationerne kappes nærmest om at råbe højest efter den komplet uundværlige udenlandske arbejdskraft.

For besværligt, for bureaukratisk eller bare helt umuligt?

Der er stadig alt for mange barrierer, når det drejer sig om at tiltrække den udenlandske og helt livsnødvendige udenlandske arbejdskraft til landet, anfører utallige virksomheder og arbejdsgiverorganisationer for tiden.

Enkelte fagforeninger mener derimod, at arbejdsgiverne piber langt mere end berettiget, når de i det hele taget beklager sig over den massive mangel på arbejdskraft.

Det gælder f.eks. 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.

Arbejdsgivernes ønske om at hente yderligere udenlandsk arbejdskraft er kun bundet i forventningen om, at denne vil fungere som løntrykkere, skriver fagforeningen f.eks. i en udtalelse vedtaget på generalforsamlingen den 15. november. Udtalelsen anfører i øvrigt: Arbejdsgivernes påstande om massiv mangel på arbejdskraft har ikke hold i virkeligheden.

I visse brancher holder påstanden formentligt - herunder inden for 3F's domæne, men den er nu næppe dækkende for hele arbejdsmarkedet - dertil taler tallene et for tydeligt sprog.

Kun 86.000 mennesker er ledige på landsplan ifølge Danmarks Statistik. Det er en ledighedsprocent på 3,1 - i rigtig mange brancher er tallet væsentligt lavere.

Samtidig viser opgørelser fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at der i foråret forgæves blev forsøgt rekrutteret personale til besættelse af 58.000 stillinger.

I øjeblikket kappes de ivrige erhvervsorganisationer nærmest om at overgå hinanden i opgørelser, analyser og skøn af, hvor mange stillinger, der lige nu er ubesatte.

HTS peger forsigtigt på 35.000-40.000, mens Dansk Erhverv vurderer, at der i den travle julehandel mangler hele 70.000. DA-fremskrivninger viser endda, at der i 2040 vil mangle minimum 200.000 mennesker i den private sektor.

Helt enige er organisationerne dog om, at der er massiv mangel på arbejdskraft i øjeblikket - og ikke mindst, at der er for mange hurdler forbundet med at trække udenlandsk arbejdskraft hertil. De kræver politisk handling hellere i dag end i morgen.

På det overordnede plan skal arbejdsgiverne og de nye, udenlandske medarbejdere traske alt for meget rundt i det offentlige system for at få tingene på plads, mener de.

Et af de mest opsigtvækkende krav fra arbejdsgivernes side har været, at én ny styrelse fremover skal være det eneste sted, virksomhederne skal henvende sig.

Én styrelse, der i den henseende kunne afløse Statsforvaltningen, Udlændingeservice, Undervisningsministeriet, jobcentrene og skattemyndighederne.

Så slipper arbejdsgiverne for først at bokse med jobcentre for at få rekrutteret et par mand og derefter, at medarbejderne f.eks. skal forbi udlændingeservice for at få et cpr-nummer. Før det er i hus, er der f.eks. ingen dansk-undervisning tilgængelig - og så kan det være svært at virke som f.eks. buschauffør. Derefter går turen til skattemyndighederne, og forinden er der måske nogle kurser, der skal godskrives hos Cirius i Undervisningsministeriet.

Én indgang er arbejdsgivernes største ønske i øjeblikket. De oplever nemlig, at de må rende fra Herodes til Pilatus i øjeblikket, som chefkonsulent Henning Gade i DA udtrykker det.

Men arbejdsgiverne vil også have fjernet eksisterende bureaukrati, som ikke har at gøre med en samling offentlige myndigheder.

F.eks. kan trængte vognmænd ikke forstå, at svenskere, der uddannes som buschauffører i Danmark, bliver nødt til at tage hjem til Sverige for at tage køreprøven.

Dobbeltbeskatningsreglerne er erhvervsorganisationerne heller ikke tilfredse med.

Ifølge HTS indebærer de f.eks., at hvis en svensker, der arbejder i København, påtager sig et bierhverv hjemme i Sverige, så skal hans danske arbejdsgiver betale social afgift på 28 pct. af hans løn til de svenske myndigheder.

Dobbeltbeskatningen indebærer f.eks. også, at en polak, som ikke får udfyldt sin selvangivelse, vil få sløjfet alle sine fradrag og få en kæmpemæssig ekstraregning. Men selvangivelsen kan han desværre kun få på dansk.

Når virksomheder skal rekruttere nye medarbejdere fra tredjelande udenfor Europa, der ikke har en uddannelse, som automatisk udløser jobkort i Danmark, kan virksomhederne ikke uden videre hente dem hertil. Derimod skal virksomhedernes anmodning først sendes i høring i regionale beskæftigelsesråd, hvor også fagbevægelsens repræsentanter sidder med. Rådet skal sikre, at der ikke er ledige danskere inden for arbejdsområdet, ligesom løn- og arbejdsvilkårene skal have grønt lys, før virksomhederne får lov at ”importere”. Trods en officiel sagsbehandlingstid på tre uger, klager arbejdsgiverne om forsinkelser på op til to måneder.

Næppe alt er problemfrit, men selv om det var, ville arbejdsgiverne næppe sætte sig ned og klappe, for forholdene kan altid optimeres.

Trods alt erkender arbejdsgiverne, at regeringens jobplan fra oktober rummer væsentlige forbedringer.

F.eks. er der lagt op til, at de udenlandske medarbejdere fremover ”kun” skal tjene 375.000 kr., før de kvalificerer sig til et jobkort og dermed fri adgang til det danske arbejdsmarked. I øjeblikket er beløbsgrænsen 450.000 kr. Men også her er erhvervsorganisationerne kun halvt tilfredse. De vil gerne have grænsen ned på 325.000 kr. Og gerne lavere.

Regeringen lægger også op til, at flere uddannelser kommer på positivlisten, der automatisk udløser et jobkort. Men arbejdsgiverne ville gerne have endnu flere med - også korte og erhvervsfaglige uddannelser.

Her bliver fagforeningers frygt for, at arbejdsgiverne blot vil benytte den udenlandske arbejdskraft som løntrykkere, allerede mere valid.

En månedsløn på 27.000 kr. er langt fra blot forbeholdt højtuddannede og specialister længere. Hvis 27.000 kr. skulle blive adgangskriteriet, så er det ikke sikkert, at det vil gå så glat med at få lønstigninger i hus fremover. Byggefolk har f.eks. allerede fået øjnene op for, at deres østeuropæiske kolleger får lavere timeløn, end de selv gør - og at arbejdsgiverne agter at holde fast i den østeuropæiske arbejdskraft, selv om der kommer nedskæringer.

Byggesektoren er frontløber, når det gælder rekruttering af udenlandsk arbejdskraft - netop derfor er det næppe utopi at forestille sig, at medarbejdere i andre sektorer kommer til at gøre sig lignende erfaringer.

Erhvervsorganisationerne afviser naturligvis blankt, at løntrykkeri er bagtanken. Argumentet er, at det som regel stadig er dyrere for virksomheder at hente den udenlandske arbejdskraft hertil og sørge for alt det praktiske, end det er at hyre en dansker.

Hvorvidt det er sandt, afhænger formentligt af, hvor længe de udenlandske medarbejdere bliver.

Ser man bort fra lønnen, har arbejdsgivere i byggeriet imidlertid også givet udtryk for, at de udenlandske medarbejdere er mere fleksible end de danske, når det f.eks. gælder arbejdstid. Påstande om pres på den danske arbejdskraft er næppe grebet fuldkommen ud af den blå luft.

Helt ovre i den anden grøft har arbejdsgivere i udkantsområder som en krølle på halen tilmed eksempler på, at de af Udlændingeservice er blevet beordret til at lønne en ny udenlandsk medarbejder bedre end danskeren, der bestred jobbet forinden. Forklaringen er, at Udlændingeservice tager udgangspunkt i gennemsnitlige lønstatistikker, når der skal fastsættes en minimumsgrænse for, hvad ”danske” lønvilkår indebærer i kroner og øre for f.eks. en ingeniør.

Nok har arbejdsgiverne problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange ansøgere i øjeblikket, og nok er det ikke problemfrit hverken at rekruttere, importere eller ”installere” den udenlandske arbejdskraft. Men import-gevinsterne er trods alt også til at få øje på. Særligt på sigt.

henrik.skov@jp.dk


BRANCHENYT
Læs også