Et skridt frem og et tilbage

Fredag blev til en ørkenvandring i det danske obligationsmarked, hvor dagens første handel bød på lidt kursfremgang i kølvandet af dollarens nedtur natten til fredag.

Ganske kort efter den europæiske åbning blev den tendens elimineret, og obligationskurserne endte stort set uændret på en dag med meget lav aktivitet.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,03 point højere i kurs 99,65 med en effektiv rente på 4,05 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne uændret i kurs 90,00 med en effektiv rente på 5,07 pct.

Natten til fredag blev dollaren stækket yderligere mod euroen, og for en kort bemærkning ramte kursen 1,4960 dollar, men der faldt atter ro over markedet og ved dansk lukketid kostede en euro 1,4810 dollar. Aktiemarkeder lukkede med pæne stigninger, hvilket var med til at presse obligationskurserne tilbage.

Beskeden aktivitet
Aktiviteten var begrænset, efter at de amerikanske markeder havde lukket torsdag, samt at de amerikanske investorer kun vendte tilbage til en halv arbejdsdag fredag. Det japanske marked var også ramt af helligdag.

»Det var en stille handel, hvor obligationsmarkederne til dels blev styret af udviklingen på aktiemarkederne,« udtalte obligationsrådgiver Jørgen Rasmussen fra Jyske Bank til RB-Børsen.

Ved formiddagstid fik investorerne erhvervstillidsbarometer for eurozonen. Det samlede PMI-erhvervstillidsbarometer faldt til 53,8 i november fra 54,7 måneden forinden. Det var marginalt dårligere end ventet.

Modsat overraskede PMI-erhvervstillidsbarometeret for fremstillingssektoren, da det steg til 52,6 i november fra 51,5 i oktober. Her havde analytikerne ventet et fald til 51,0.

Den amerikanske 10-årige T-bond lå fredag ved lukketid 4/32 lavere i kurs 101 26/32 med en effektiv rente på 4,02 pct.

BRANCHENYT
Læs også