Ny HK-formand på spring

De oplagte arvtagere til tronen i HK er noget fåmælte oven på fredagens melding om, at formanden John Dahl trækker sig.

Alligevel synes i hvert fald både HK-Kommunals sektorformand, Kim Simonsen, og næstformand i HK-Danmark Mette Kindberg at have mod på udfordringen.

»Nogen har spurgt mig, om jeg har lyst til at blive formand. Jeg har svaret, at jeg selvfølgelig er glad for, at nogen har tænkt på mig. Så jeg vil trække et par flasker ekstra god rødvin op i weekenden og tænke over det,« siger Kim Simonsen.

Også næstformand Mette Kindberg har fået positive tilkendegivelser fra baglandet.

»Nu går overvejelserne i gang. Der er ikke noget, der skal afvises på forhånd,« siger Mette Kindberg.

Sektorformand i HK-Privat Karin Retvig har ikke planer om at melde sig på banen, oplyser hun.

Næstformand i HK Karin Bancsi og sektorformand i HK-Handel Jørgen Hoppe ønskede i går ikke at udtale sig om deres eventuelle kandidatur.

John Dahl skal fra januar være chef for strategiske relationer i forsikringsselskabet Alka, hvor han gennem de seneste otte år har været bestyrelsesformand.

»Jeg er 55 år. og hvis jeg skal prøve noget nyt, så er det et passende tidspunkt at gøre det på,« siger John Dahl.

- Kommer du til at gå ned i løn?

»Nej, så ville jeg være en dårlig fagforeningsmand. Jeg går ikke ned i løn, og jeg får et lille løft,« siger John Dahl, der som HK-formand har en bruttoløn på godt 1,1 mio. kr. årligt.


BRANCHENYT
Læs også