Vent med at shoppe

Dollarkursen er historisk lav lige nu - kun én gang før har den amerikanske dollar været under fem danske kroner, som den var natten til fredag.

Man kommer langt for sine kroner i USA, og det får rigtig mange danskere til at rejse mod vest på shoppingtur, siger Lars Thykier, formand for Danmarks Rejsebureauforening.

»Vi anslår, at 15.000 danskere rejser til USA i december i år. Det er en stigning på næsten 10 pct. i forhold til julen i 2006,« siger Lars Thykier.

Men danskere med dollartegn i øjnene skulle måske besinde sig og vente med at tage af sted til januar. Nye regler betyder nemlig, at danskere, der vender hjem fra et land uden for EU, får lov til at tage langt flere varer med hjem uden at skulle betale moms og told efter nytår.

I dag må man medbringe varer for 1.350 kroner, før skat kræver sin andel, der som tommelfingerregel er ti pct. af varens værdi i told plus 25 pct. moms. Efter nytår hæves fribeløbet til 3.225 kroner som følge af et forslag fra EU. Skat venter, at den nye beløbsgrænse indføres 1. januar.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også