Lundbeck på togt i Kina

På ni måneder har Lundbecks antidemens-medicin opnået mere end 10 pct. markedsandel i Kinas storbyer. Potentialet er stort og voksende.

En stadig ældre og rigere kinesisk befolkning får i stigende grad øjnene op for fordelene ved vestlig medicin. Det lukrerer Lundbeck på - allerede ni måneder efter lanceringen af antidemens-lægemidlet Ebixa er det lykkedes at opnå en markedsandel på 12 pct. i Beijing, 26 pct. i Guangzhou og 9 pct. i Shanghai.

»Det er vi meget tilfredse med. I de 25 andre millionbyer, som vi dækker med sælgere, er markedsandelene lidt lavere, men stadig tilfredsstillende,« siger Lundbecks direktør for Kina, Michael Ryde.

Potentialet er fortsat enormt, fordi kineserne er mange år efter Europa og USA, når det gælder forståelsen af, hvad vestlig medicin kan gøre. Det gælder også for en demens-sygdom som Alzheimers, forklarer den kinesiske overlæge og ekspert i sygdomme i centralnervesystemet, professor Xiao Shi Fu.

Naturlig glemsomhed
»Der er meget lidt opmærksomhed på Alzheimers sygdom i Kina. Folk ser det at få huskeproblemer, når man bliver gammel, som noget naturligt, men det er dog stille og roligt ved at ændre sig i de store byer ved kysten og nordpå.«

Den kinesiske professor peger på, at studier viser, at op imod 5 pct. af kineserne fra 65 år og opefter vil udvikle demens-sygdom. Det skal ses i lyset af, at den kinesiske befolkning på 1,3 mia. mennesker er på vej til en højere gennemsnitsalder.

»I dag er 12 pct. af befolkningen over 65 år. Det tal vil være endnu højere i 2020,« siger Xiao Shi Fu.

Det samlede kinesiske marked for medicin ligger på 37 mia. dollars.

For danske Lundbeck betyder det et kæmpe marked, der kan sikre medicinalkoncernen den vækst, som ikke længere er til stede i Vesteuropa og USA. Derfor har koncernen valgt en anden strategi end hidtil, når det gælder markedsføring af anti-demens lægemidlet Ebixa, forklarer Michael Ryde.

»Vi arbejder med agenter i forhold til salget af antidepressionsmedicinen Cipralex/Lexapro. Det vil vi fortsætte med, men når det gælder Ebixa, har vi valgt at opbygge vores egen organisation. Med dette produkt er vi alene på markedet, og vi ønsker at opbygge kendskabet til brandet Lundbeck i Kina.«

Derfor har Lundbeck over de seneste to år opbygget en ny salgsstruktur med udgangspunkt i Beijing. Herfra styrer Michael Ryde 50 kinesiske sælgere, som i alle de rige store byer ved kysten og i Nordkina opsøger hospitaler og læger for at lære dem at bruge Ebixa.

En stor opgave
»Det er en stor opgave, for vi skal have lært kineserne, at vores produkt eksisterer. Derfor skal vi ud i hver region og hvert hospital. Vi skal f.eks. også igennem en udbudsrunde, hver gang vi skal på listen, selvom vi er den eneste med sådan et produkt på markedet.«

Største konkurrent
Den største konkurrent for Ebixa i Kina er præparatet Aricept, som i Kina sælges af det japanske firma Eisai. Aricept har nationalt set en markedsandel på 80 pct. I Lundbecks regnskab ligger Kina under ”internationale markeder”, hvilket er det segment, der har den største vækst hos Lundbeck. Kina er her en meget stor driver,« forklarer aktieanalytiker fra Sydbank, Rune Majlund Dahl.

»For bl.a. Novo Nordisk er Kina nu blandt de fem vigtigste lande og stadig med et enormt potentiale. Indien bliver det næste store. Potentialet er uden tvivl også gældende for Lundbeck.«

I tredje kvartal udgjorde de internationale markeder 21 pct. af Lundbecks omsætning mod 14 pct. for tre år siden. Cipralex/Lexapro havde en markedsandel i værdi på 10,8 pct., mens Ebixas ligger på 11,2 pct. og stigende i takt med at landene bliver rigere, forklarer Rune Majlund Dahl.

»Markedsandelen i volumen er dog noget mindre, da lundbecks produkter ligger i den dyre ende, så der er stadig et væsentligt uudnyttet potentiale i det eksisterende marked.«

En anden fordel for Lundbeck er, at de internationale markeder ikke er så afhængige af patentudløb, da der ikke er samme tiltro til kopierne, forklarer Rune Majlund Dahl.

»Jeg forventer således stadig et stabilt salg i de internationale markeder efter patentudløb,« siger Rune Majlund Dahl.

Det bekræftes af professor Xiao Shi Fu, der mener, at kopiproduktion af medicin af denne type ikke er noget problem.

peter.nyholm@jp.dk..

BRANCHENYT
Læs også