Udsalg i november

Der findes en række investorer, som hælder til astrologi-baserede investeringer forstået på den måde, at udvalgte måneder skulle være særligt gode til købe og sælge specifikke aktier i.

At dømme efter den seneste udvikling er disse investorer åbenbart mange og enige i deres valg af november, som en særdeles oplagt måned at reducere porteføljer i.

Det med månederne er ikke det pure opspind, for flere amerikanske økonomer har fulgt en stribe aktieselskaber gennem årerne, og i flere tilfælde viser det sig, at nogle aktier har det med at stige i bestemte måneder og falde i bestemte måneder uanset årstal. Men denne form for overvejelser og analyser skal nu ikke have hele skylden for de negative vibrationer, der på udvalgte dage har givet de internationale aktiemarkeder en voldsom rystetur.

Finanskrisen kradser stadig, og sidste mandag gjorde den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs sit til at øge usikkerheden i markederne, da finanshuset nedjusterede sin anbefaling af USA's største bank, Citigroup, til sælg. I forbindelse med nedjusteringen advarede Goldman Sachs om risikoen for yderligere nedskrivninger i Citigroup som følge af krisen i det sekundære amerikanske lånemarked, og man ville ikke udelukke, at der kunne blive tale om beløb på helt op til 15 mia. dollars.

Meldingen fra Goldman Sachs blev taget til efterretning hos adskillige investorer, hvorefter kursfaldene på børserne accelererede, og bekymringerne tog til i takt med, at flere og flere investorer frygter, at effekterne fra kreditkrisen risikerer at ramme bredere. De banker, som har foretaget store nedskrivninger, vil måske i et vist omfang holde igen med deres investeringer og nyanskaffelser, hvilket kan stække eksempelvis firmaer, der sælger computere og software.

Ydermere fordyrer kreditstramningerne flere led i virksomhederne, og i sidste uge lod finanshuset Dresdner Kleinwort da også skinne igennem, at den udvikling kan få udvalgte selskaber til at skære i deres udbyttebetaling, hvilket uden tvivl vil fremkalde sure miner hos de investorer, der er afhængige af løbende udbetalinger fra deres aktieinvesteringer.

Men flere af kursfaldene i den seneste tid har rod i omrokeringer i porteføljerne eller direkte udskiftninger. Efterhånden som flere af de store centralbanker reducerer deres vækstprognoser, har investorerne mistet lidt af appetitten på de konjunkturfølsomme selskaber, og i det danske marked har ændringen i præferencerne betydet solide kursfald til blandt andet Vestas, FLS samt Bang & Olufsen.

I modsætning til de amerikanske aktier lider de europæiske under åget af en stærk euro, der efterhånden er steget så meget i værdi over for den amerikanske dollar, at det sikkert kun er et spørgsmål om tid, inden det kan spores i ordreindgangen hos de europæiske eksportvirksomheder. Men fælles for begge sider af Atlanten var bekymringerne over referatet fra FOMC-mødet i slutningen af oktober, der viste, at centralbanken i Washington er blevet mere betænkelig ved vækstudsigterne især for 2008.

At dømme efter indholdet i referatet så det ud til, at Federal Reserve indtog en neutral holdning til renteniveauet, hvilket betyder, at den ventede nedsættelse til december ikke kan tages for givet. Men siden FOMC-mødet i oktober er der sket ting og sager i aktiemarkederne, blandt andet er kurserne faldet som reaktion på en ny serie omfattende nedskrivninger hos adskillige banker, og derfor kan den amerikanske centralbank være kommet på andre tanker, når det gælder renterne. Investorerne har i al fald lov at håbe.

claus.greve@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også