Offentlige rum bliver privatiseret

Det attraktive byliv lokker mere end et hus med have i provinsen. Men får man sin drømmelejlighed i byen, vil man alligevel gerne have et udendørs privat areal. Derfor vil vi se flere ”privat” skilte og hegn i det offentlige rum - som samtidig bliver en slags spejl for boligen - og derfor langt vigtigere.

»I reklamerne for de nye boligprojekter ser man næsten altid glade børn, der leger - og masser af mennesker. Men der er forskel på det, arkitekten drømmer om, hvordan det bliver bygget - og hvordan det bliver brugt,« fortæller Camilla Richter-Friis van Deurs, som er arkitekt og ved at skrive en ph.d., som blandt andet handler om livet mellem boliger i byen.

Hun har brugt somrene de seneste par år på at iagttage, hvordan folk bruger rummet mellem boligerne, og der slå individualiseringen tydeligt igennem.

Camilla Richter-Friis van Deurs har observeret, at man mere og mere ser privatiserede arealer i forbindelse med boligbyggerierne.

»På trods af at folk flytter til byerne, så har man stadig en forestilling om et privat areal i form af et privat miljø, en altan eller en taghave,« siger hun.

Camilla Richter-Friis van Deurs regner med, at vi vil komme til at se endnu mere til de meget privatiserede arealer, hvor der står private skilte og er sat hegn op.

»De offentlige rum bliver inddraget og gjort utilgængelige. På den måde sker der en afdemokratisering af det offentlige rum.«

Grunden er ifølge arkitekten, at vi gerne vil være sammen med nogle, der ligner os selv. Hun mener, at det er det samme, der gør sig gældende på internettet, hvor vi opdyrker nogle lukkede netværk. Tidligere havde man sit liv på gården, hvor man boede og arbejdede og også havde sit sociale liv.

»I dag vælger man selv sine netværk, og man deler også sit liv med andre på en anden måde i dag. Man er mere på, og man kan godt sidde og tage sol på Kgs. Nytorv, hvilket ville have været helt uhørt for 10-15 år siden. Samtidig har vi også en iPod på i metroen, fordi vi helst ikke vil i kontakt med andre, så det er lidt paradoksalt.«

Træk grænser
For at vende tilbage til de legende børn og mange mennesker, som altså sjældent eksisterer i nybyggerierne, men for det meste udfolder sig i reklamerne, så mener Camilla Richter-Friis van Deurs, at arkitekterne skal se på dem, der skal bo i byggeriet.

»Mange projekter har sydvendte terrasser, men den moderne familie er ikke hjemme klokken 12 om dagen, hvor solen så er på sit højeste. De er hjemme klokken 17, og det skal man indrette boligerne efter,« siger hun og råder arkitekterne til i højere grad at gennemtænke en tydelig grænse mellem den offentlig vej og det private areal.

Flere udearealer
For eksempel som man har gjort det med et gammelt projekt; Kartoffelrækkerne på Østerbro i København.

»Arkitekterne skal trække nogle grænser, så man kan se, at det her er et privat område. Til gengæld skal man også åbne op, så der er mulighed for at deltage i et fællesskab, hvis man har lyst til det. Og det er fuldstændigt misforstået, at et højere byggeri skaber mere byliv - tværtimod.«

Hun mener, man skal kende værdien af udearealerne, fordi de bliver lige så vigtige som det indvendige af lejlighederne.

»Det bliver et spejl af boligen, og vi vil snart se udearealer til lejlighederne, som er lige så store som selve lejligheden.«

Læs også