Menneske- chefer

Ledere er også en slags mennesker, er noget af det, jeg stædigt fastholder. Umiddelbart en ret banal ting at sige igen og igen. Og så alligevel. De gammeldags ledelsesteorier bygger på antagelser om lederens motiver og kompetencer, som ikke hører hjemme i virkelighedens verden.

Derved skabes et umenneskeligt billede af lederen - et billede som alt for mange ledere stadig forsøger at leve op til. Nej, ledere har ikke ubegrænset kapacitet til at behandle information, kan ikke overskue alle løsninger på problemer eller vælge den optimale løsning i enhver situation! Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ved enhver. I en moderne global verden er ledelsesmæssige og organisatoriske problemer så komplekse, at ingen kan overskue eller løse dem alene og ved analytisk rationalitet.

Ikke desto mindre forsøger mange ledere at leve op til billedet af den rationelle altseende leder - ikke mindst i mediebilledet, når fejltagelser skal forsvares eller image poleres. Og vi rynker på brynene, når ledere som Jørgen Mads Clausen ”erkender” at han mediterer eller Christian Stadil ”springer ud” som buddist. Hvorfor må ledere nu ikke meditere eller være spirituelle? Det synes at være svært selv i disse moderne tider.

*
Ikke desto mindre ser vi i disse år fremkomsten af en række stærkt populære buzz-words inden for ledelse, der - fordi de er åndelige og spirituelle i smart indpakning - indikerer en afsøgning af andre tilgange til ledelse end den traditionelle. Man kunne nævne begreber som coaching, talent management, primadonnaledelse, company karma, social ansvarlighed og meget andet. Hvorfor ikke tage konsekvensen fuldt ud og forsøge at opbygge en ny ledelsesteori på de mange erkendelser, som vi har, om det at være menneske? Herunder fra den spirituelle verden? Hvis man tillader sig at lege lidt med tanken, er jeg ikke i tvivl om, at vi kan lære meget af Østens filosofi, som den nyligt udkomne ”Company Karma” af Steen Hildebrandt og Christian Stadil er begyndt at afdække. Men jeg tror også, at vi kan lære meget af den kierkegaardske kristendom, som vores eget samfund, blandt andet, bygger på!

Noget af det centrale i Kierkegaards lære er, at et menneske bestandigt må udvikle sig, bevæge sig fremad (selvom livet forstås baglæns) og dermed lære hele livet. Hvorfor er der så mange erhvervsledere, som ikke efterlever dette simple princip i deres arbejdsliv? Jeg ser mange ledere, der - når de har nået toppen - forsøger at undgå at udvikle sig som mennesker. For nu er toppen jo nået. Kierkegaard anno 2007 ville måske sige, at hvis man tror, at man er færdig med at udvikle sig som menneske, ja så er man bare færdig.

Hvorfor er det i grunden, at medarbejderne på ”gulvet” skal udvikle sig i begge ender? F.eks. produktionsteams, der udsættes for selvstyre, lean, gruppeprocesser, psykologer og meget andet. Når topledelsesteams åbenbart ikke skal udvikles eller udvikle sig? Eller i hvert fald helst i det skjulte. I førnævnte ”Company Karma” fortælles om en berømt japansk virksomhedsrådgiver, som anvender spirituelle teknikker til at rådgive topledere i japanske virksomheder. Men udviklingen sker altid under så hemmelighedsfulde forhold, at historien nær aldrig var endt i bogen. Mon ikke noget lignende gør sig gældende i Danmark? Eller endnu værre, hvor mange topledere og topledelsesteams undlader personligt og fælles udvikling, fordi det er tabu blandt ledere?

Læs også