Diplomat til tops

LANDBRUG Landbrugsraadet har udnævnt Danmarks ambassadør i Japan, Freddy Svane, til ny adm. direktør i Landbrugsraadet. Han afløser Klaus Bustrup, der efter 38 års ansættelse har valgt at fratræde sin stilling ved årets udgang.

Freddy Svane kommer oprindeligt fra Errindlev på det sydlige Lolland. Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet og har været ansat i Udenrigsministeriet siden 1982. Han har blandt andet arbejdet ved Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles og været økonomisk rådgiver ved Danmarks ambassade i Paris.

Den 50-årige diplomat er ikke mindst valgt på grund af sin EU-politiske og handelspolitiske erfaring. I perioden 2000 til 2003 var han ansat hos A.P. Møller - Mærsk som general manager, og lige inden sin udstationering til Tokyo var han tilknyttet Danmarks Eksportråd som vicedirektør.

Freddy Svane tiltræder sin nye stilling, så snart han er frigjort fra sin post i Japan.

/ritzau/

Læs også