H&M er ligeglad

sverige Den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz (H&M) sælger tøj, der indeholder bomuld, som er plukket af børn.

Det fremgår af udsendelsen Agenda, der søndag aften skulle sendes på svensk tv. Ifølge programmet er det børn i Usbekistan, der sendes på arbejde af staten. En del af børnene er helt ned til ni år.

Men H&M agter ikke at gøre noget ved det.

»Vi har et forretningsforhold til vores leverandør. Ikke til vor leverandørs leverandører«, siger Henrik Lampa, miljøkoordinator i H&M, til det svenske nyhedsbureau TT.

Menneskerettighedsgrupper siger, at henved 450.000 børn i Usbekistan arbejder med at plukke bomuld i højsæsonen, og at staten tjener milliarder af kroner på bomuld.

Tv-programmet siger, at flere af H&M's store leverandører i Bangladesh importerer bomuld fra Usbekistan. Det er ikke klart, hvor store mængder bomuld fra Usbekistan, der havner i H&M-tøj, da bomuld fra en række lande ofte blandes.

/ritzau/TT

Læs også