160 fly til Kina

FLYFABRIKKER Den trængte europæiske flykoncern Airbus fik mandag et tiltrængt gennembrud med salget til Kina af 160 Airbus-fly.

Kina er gået med til at købe 160 Airbus-fly til en samlet værdi af mere end 17 mia. dollar. Aftalen blev underskrevet mandag i forbindelse med den franske præsident Nicolas Sarkozys besøg i Beijing, oplyser en kilde, der har været tæt på forhandlingerne.

Købet omfatter 110 fly af typen A320 og 50 af typen A330 (billedet), oplyser kilden.

Handlen kom i stand efter forhandlinger, der strakte næsten frem til sidste minut. Aftalen om Kinas køb af de 160 Airbus-fly blev underskrevet i Folkets Store Hal i Beijing mandag middag lokal tid, siger kilden.

Chefen for Airbus' moderselskab, EADS, Louis Gallois, deltager i den handelsdelegation, der er med på Sarkozys første besøg i Kina, siden han blev Frankrigs præsident.

Kina har verdens hurtigst ekspanderende luftfartsmarked.

/ritzau /AFP

Læs også