EU åbner kassen for svinestøtte

Landbrug EU-Kommissionen indleder forhandlinger om yderligere aftrapning af EU's udskældte landbrugsstøtte med at lancere ny eksportstøtte til svineslagterier.

Stik imod EU-Kommissionens klare ambition om at omlægge og skære i milliardstøtten til landbruget lanceres en ny eksportstøtte til Europas trængte svineproducenter.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tager skarpt afstand fra forslaget, og hun betegner det som et stort skridt i den helt forkerte retning.

»Vi har netop indledt en proces, som skal føre til en yderligere reform af den fælles landbrugspolitik. Det er meget ærgerligt og et helt forkert signal på samme tid at komme med en ny eksportstøtte,« mener Eva Kjer Hansen.

Trængte producenter
Hun bakkes op af flere partier i Folketinget, og selv de hjemlige svineproducenters landsformand raser over den danske landbrugskommissærs, Mariann Fischer Boel, forslag.

Netop svinesektoren er en del af landbruget, som ofte har brystet sig af de frie markedskræfters spil. Udgifterne til foder er dog gennem 2007 tordnet i vejret, samtidig med at afregningsprisen til landmændene ikke kan følge med. Eksporten af svinekød ud af EU, hvor Danmark har en førerrolle, er også stærkt præget af hård konkurrence fra lande, der aktuelt har fordel af den meget lave dollarkurs.

Polsk og fransk pres
Derfor meddelte landbrugskommissær Mariann Fischer Boel i går, at Kommissionen senere på ugen kommer med et konkret forslag om eksportstøtte til fersk svinekød.

For en måned siden blev der ellers afsat 300 mio. kr. til oplagring af svinekød. Kommissionen fastslår, at det har haft virkning. Men bare ikke nok. Derfor erstattes oplagring med støttekroner til eksport.

Kommissionen er under pres fra EU-lande som Frankrig og Polen, der ønsker hurtig hjælp til deres trængte landmænd. Men forslaget om eksportstøtte kommer mindre end én uge efter, at Mariann Fischer Boel under meget stor bevågenhed fremlagde planer for en yderligere liberalisering af EU's udskældte landbrugsstøtte. Den plan skal forhandles i 2008 og blev netop i går præsenteret for EU's ministre.

Produktionen må ned
Både SF's landbrugsordfører, Kristen Touborg, og Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti konstaterer, at EU atter taler med to tunger. Heller ikke formand Torben Poulsen i Landsforeningen Danske Svineproducenter er begejstret - trods udsigten til økonomisk hjælp.

»Vi er godt nok trængte. Men hvis EU ikke kan klare sig med verdensmarkedets priser, må produktionen skæres ned,« siger Torben Poulsen.

De danske svineslagterier eksporterede i fjor for 28 mia. kr. men de konstaterer, at eksportstøtte kræver stor omtanke:

»Det vil have en direkte effekt over for de hårdeste konkurrenter. Hvis ordningen indføres, må det dog ske særdeles forstandigt i relation til de igangværende forhandlinger om verdenshandel,« mener formand Bent Claudi Lassen, Danske Slagterier.

Midlertidig ordning
Talsmanden for EU's landbrugskommissær fastslår, at eksportstøtten kun bliver midlertidig, indtil markedet bedrer sig.

»Forslaget ændrer ikke på nogen måde Kommissionen generelle holdning til, at gammeldags markedsordninger må fases ud, og vi skal have gennemført flere ændringer af landbrugsstøtten,« siger talsmand Michael Mann.

Læs også