Ny NKT-fabrik i Köln

investering NKT investerer over de næste tre år 750-850 mio. kr. i en ny fabrik til fremstilling af højspændingskabler. Fabrikken skal ligge i Köln tæt på NKT's nuværende områder. Samtidig sælger NKT sit hidtidige domicil i Tyskland med en indtægt før skat på 60-70 mio. kr. og opjusterer forventningerne til 2007 til et overskud før skat på 925-950 mio. kr. plus de 60-70 mio. kr., hvilket betyder et overskud før skat i størrelsesordenen en mia. kr.

Den nye fabrik skal fremstille høj- og mellemspændingskabler, fiberbaserede overvågningskabler, luftledninger med integrerede optiske fibre, superledende kabler og metalbaserede produkter. »Sigtet er - via et opdateret og moderne produktionsanlæg skabt på basis af den unikke know-how, som organisationen i Köln råder over - at kunne imødekomme det stigende behov for nye kabelløsninger, der relaterer sig til bæredygtig energi og til en mere effektiv udnyttelse af transmissions- og distributionsnettene verden over,« skriver NKT i en meddelelse. Den nye fabrik skal indlede produktion i andet kvartal af 2009.

RB-Børsen

Læs også