DA og FOA i strid om løntal

Først skændtes tidligere finansminister Thor Pedersen (V) og politibetjente om løn. Nu er Dansk Arbejdsgiverforening røget i totterne på FOA.

Fagforbundet FOA's formand, Dennis Kristensen, er sur over, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) blander sig i debatten om lønniveauet i den offentlige sektor.

Ifølge DA skal løn under sygdom, ferie og helligdagsbetaling og pension regnes med i statistikken, og dermed får en social- og sundhedsassistent (sosu) en timeløn på 185,89 kr.

Men den udregning har ifølge Dennis Kristensen ikke meget at gøre med, hvad der står på lønsedlen.

Mange vil kloge sig
»Der er så mange, der forfærdeligt gerne vil kloge sig på, hvad lønnen er. De tal kan vores medlemmer ikke genkende, og DA opnår kun at gøre de offentligt ansatte endnu mere sure. Jeg tror, at DA kun blander sig af frygt for, at det bliver sværere at tiltrække kvinder til den private sektor, hvis kvindefagene kommer op på samme løn som mandefagene,« siger han.

Dennis Kristensen hæfter sig ved, at der ikke er samme løndiskussion med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL). Her tales om en timeløn på 133 kr. på sosu-området. Ifølge DA's udregninger er de 133 kr. da også, hvad der står på lønsedlen eller den såkaldte smalfortjeneste, der er grundlønnen plus funktions-, kvalifikations og præstationslønnen.

For at sammenligne med andre områder skal der dog også medregnes løn under sygdom, ferie- og helligdagsbetaling og pensionsindbetalinger. Sammenlagt giver det cirka 186 kr. i timen.

Regnestykket fjerner ifølge Dennis Kristensen fokus fra det væsentlige:

»Vi har en unik chance for at give et løft til kvindefagene ved de kommende overenskomstforhandlinger, og det bryder DA sig ikke om. Jeg er godt og grundigt irriteret over den udmelding fra arbejdsgiverne,« siger han.

Stor forskel
I 3F kan Ellen K. Lykkegård, formand for forbundets Offentlige Gruppe, heller ikke genkende DA's udregninger. Hun siger til nyhedsbrevet 3F, at der er stor forskel på at være offentligt og privat ansat.

De offentligt ansatte har stadig et stort lønefterslæb, selv om der er indført en reguleringsordning. Ordningen betyder, at lønnen i det offentlige følger det private. Hvis lønnen stiger mere i det private end i det offentlige, får en offentligt ansat automatisk 80 pct. af forskellen.

Det er ikke det første talslagsmål om lønnen til de offentlige ansatte. I august skændtes daværende finansminister Thor Pedersen (V) med Politiforbundet om betjentenes løn.

Ifølge ministeren får en betjent i gennemsnit 33.000 kr. om måneden, men det tal kunne forbundets formand Peter Ibsen ikke genkende.

/ritzau/

Læs også