»Nu slider jeg mest mine dæk på midten«

Jørgen Tang-Jensen er blevet både klogere og rundere efter 26 år i en virksomhed, der har krævet sine ofre af direktøren. Men ledelsesprincipperne står fast - og de kan stadig blive råbt ned ad direktionsgangen på Velux.

I Jørgen Tang-Jensens unge dage var der altid vind i ansigtet, blafrende tøj og godt med fart på, når han drønede gennem Århus på motorcykel og tog svingene vandret for at komme til og fra studierne.

Der står stadig en BMW-motorcykel i Jørgen Tang-Jensens garage, men det er en sportstouring model, for alderen er ikke længere til en racer. Han lægger sig heller ikke så meget ned i svingene mere, og derfor slides dækkene mest på midten. På samme måde slides de mentale dæk ikke længere så meget; de er blevet rundet af årene som topchef i Velux. Ja, man kan næsten forledes til at tro, at årtier i en familie- og fondsdrevet virksomhed, der altid har lagt stor vægt på sociale værdier, har tæmmet Jørgen Tang-Jensen.

Det er nu ikke tilfældet. For det er stadig en del af hans lederrolle at skære igennem og træffe beslutninger, når det er umuligt at opnå enighed. Det er præcis så krævende, som det lyder, at have det daglige ansvar for en virksomhed med 9.500 medarbejdere fordelt på 40 lande. Og i sidste ende skal man altid være lidt bedre end konkurrenterne for at opnå en position og resultater som Velux.



Velux er familie- og fondsejet. Hvad betyder det for din opgave som leder?

»Da jeg fik tilbuddet om at blive CEO for syv år siden, blev jeg advaret af folk i mit netværk,« fortæller Jørgen Tang-Jensen. Set udefra virkede det risikabelt at prøve at udfylde pladsen efter Lars Kann-Rasmussen, der er søn af stifteren, medejer og har været 40 år i firmaet. Og som endda skulle være ny bestyrelsesformand.

»Men jeg sagde ja tak på trods af advarslerne. Jeg havde været i Velux i mange år, og ejerskabet spillede ind i mine overvejelser. For når vi har fået vores del af overskuddet, går resten af pengene op i Velux-fondene, der uddeler dem til samfundsnyttige formål. Det kan godt være, jeg er blevet sentimal på mine gamle dage, men der er noget, jeg godt kan lide, ved den tanke,« griner Jørgen Tang-Jensen. Som han sidder der, ulasteligt klædt i gråt jakkesæt foran det store mødelokales blanke bord, virker han heller ikke ligefrem sentimental. Men erfaringen har vist ham flere fordele ved den særlige ejerform.

»Når vi engang imellem skal rekruttere medarbejdere på topplan, er det overraskende, hvor mange ledere - også fra store, velrennomerede, børsnoterede selskaber - der er interesserede. Og man tænker: Hvad vil I her? Det er jo ikke et børsnoteret selskab. Nej, netop, siger de. De er simpelthen trætte af, altid at holde øjnene stift rettet mod aktiekurserne i næste kvartal af hensyn til en stor og anonym investorskare,« forklarer han. Men selv uden investorernes krav er udfordringerne store.

»Nogle siger, at fondsejede virksomheder er en sovepude. Men det kan jeg love for, at det ikke er,« siger han med vægt på sidste sætning.

Du er gift på 23. år. Hvad betyder ægteskabet for dig i dit virke?

»Det har overordentlig stor betydning for mig. For mig er det helt afgørende med en famile, hvor man kan være sig selv, slappe af og i et stort omfang få forståelse,« siger han, og de dybe, blå øjne bliver alvorlige.

»Det er ikke nemt at være gift med én i et job som mit. Der er aktiviteter over hele verden, man rejser meget, og ingen sidder i en stilling som min, uden at arbejdet bliver prioriteret over næsten alt andet. Og det er helt klart, der er blevet trukket hårde veksler på familien.«

»Det gælder både generelt og i enkelte situationer. For eksempel blev jeg en dag i 1991 bedt om at tage til Frankrig, hvor der var nogle ledelsesproblemer. Jeg ringede derfor hjem og bad Lisbeth pakke en kuffert, fordi jeg skulle derned en uge eller to. Jeg endte med at være væk i 13 måneder. Og så sad min kone alene tilbage med en lille på tre og en på seks. Når man har lavet sådan et nummer mere end én gang, så skal der et godt ægteskab til,« siger han, og stemningen bliver løsnet af endnu et grin.

Hvordan forener man sådan et arbejdsliv med at være far til tre børn?

»Helt overordnet klarer alle tre sig godt og er både sunde og friske. Og jeg må indrømme, at det i høj grad er Lisbeths fortjeneste. Jeg kan være utrolig træt fredag eftermiddag, så det handler meget om kvalitetstid og om at interessere sig for, hvad hinanden går op i,« siger han, før det alvorlige udtryk kommer igen, da tanken falder på nogle af omkostningerne ved jobbet.

»Min datter gik fra at være tre til fire, mens jeg var i Frankrig, og det tog mere end et år, efter jeg var kommet hjem, før hun rigtig ville have med mig at gøre. Det var meget hårdt, og i bagklogskabens lys var det ikke det værd. Men man kan jo ikke ændre fortiden, blot prøve at gøre det bedre fremover.«

Hvem er dine venner?

»Det er en blanding af gamle studiekammerater, og folk der er kommet til siden for eksempel gennem børnenes skole. Og så er jeg så heldig at være med i en usædvanlig god VL-gruppe. Det er virkelig et godt netværk at trække på, både når man har brug for at vende faglige og mere private ting med andre.«

I din position kommer man til at træde folk over tæerne. Hvordan har du håndteret det?

Jørgen Tang-Jensen tænker længe, før han accepterer præmissen.

»Det er selvfølgelig sket. Jeg laver også fejl, og når det rammer uskyldige, så ser de mig i et lidet flatterende lys. Sådan er det, men man skal prøve at undgå det,« siger Jørgen Tang-Jensen og præciserer.

»Det er faktisk mere karakteristisk for mig, at jeg går omveje for at undgå at ramme folk. For eksempel hvis en betroet medarbejder, som man har stolet på, viser sig at have fingrene i kagedåsen og være bedrager. Så bliver man skuffet over personen, men også irriteret på sig selv over at have ladet sig trække rundt ved næsen. Og ærgrer sig over, at man ikke har fyret ham tidligere, da man burde have set de første tegn.«

BRANCHENYT
Læs også