Coaching-kaos skal væk

oprydning At der er brug for oprydning i den danske coachingbranche, er der bred enighed om. Nu er der flere bud på at få enderne til at nå sammen.

Coachingbranchen har brug for at få gjort hovedrent. Så vidt er alle enige, og i øjeblikket lyder der derfor en stribe forskellige ideer fra branchen til, hvordan de værste plattenslagere fjernes fra markedet.

Et af forsøgene på at opnå højere standarder inden for coaching kommer fra International Coach Federation (ICF), som i efteråret slog rødder i Norden med etableringen af ICF Danmark. Dermed blev det muligt at opnå den verdensomspændende organisations certificering herhjemme. ICF er én af to fremherskende internationale standarder, hvor den anden hedder ICC (International Coach Community).

Måske er også en anden løsning på vej. Professor i ledelsesfilosofi på Copenhagen Business School, Ole Fogh Kirkeby, mener på sin side, at det er problematisk, at ingen danske coachinguddannelser er certificeret af Undervisnings- og Videnskabsministeriet. I øjeblikket forhandles der dog om en certificeret masteruddannelse i coaching på Københavns Universitet, hvilket Ole Fogh Kirkeby ser på med meget positive øjne.

En helt tredje idé til at opnå fælles fodslag i branchen, går ud på at danne en dansk brancheforening, som inkluderer alle, der beskæftiger sig med coaching herhjemme. Det skal være en forening, som sørger for, at de danske coaches definerer fælles etik, standarder og krav til professionelle coaches.

Møde i januar
Dette forslag kommer fra Søren Skov, der er coachtræner i Coachpartners. Han inviterer 25. januar alle, der i det daglige arbejder med coaching, til at mødes og diskutere branchens behov:

»Vi har brug for en dansk brancheorganisation, der kan se ud over de fokusområder, nogle af os har som udbydere af coachinguddannelser. Derfor skal den brede danske coachingskare mødes og diskutere præmisserne for fælles krav og grundlag,« siger han.

Coachene skal på mødet udsætte hinanden for egen medicin: En masse gode spørgsmål. Søren Skov mener derefter, at processen må vise, om der kan findes frem til nogle fælles svar. Det væsentligste udgangspunkt er for ham, at alle deltagere er åbne og accepterer, at der ikke findes én ”rigtig” coachingretning.

Coachpartners har bl.a. hentet inspiration fra en tilsvarende brancheorganisation i Mexico, som fungerer med succes.

Søren Skov påpeger, at behovet for en fælles organisation bliver større og større, da antallet af coachingudbydere vokser konstant.

At branchen er en mudret størrelse bekræfter en analyse fra The Coaching Company med al tydelighed. I undersøgelsen, hvor 1.500 personer er blevet spurgt, fremgår det, at den manglende gennemskuelighed af udbuddet er direkte årsag til, at ledere fravælger coachingforløb. Det er desuden for svært for dem at vurdere kvaliteten af branchens produktudbud.

»Jeg tror, vi ville få et chok over, hvor mange kopper tynd te, der bliver serveret, hvis vi undersøgte alle de danske coachingtilbud,« siger Bettina Clement, der er direktør i The Coaching Company og desuden udpeget som eneste danske eksaminator ved ICF Danmarks coach-certificering.

Hun tror dog ikke, at det er nogen god idé at danne en dansk brancheforening, men synes i stedet, man bør satse på en international organisation som ICF.

»Hvorfor dog opfinde den dybe tallerken endnu en gang, når der allerede findes en anerkendt, internationalt platform, som vi kan diskutere ud fra,« spørger hun skeptisk.

»Det er vigtigt at få rettet op på branchen, og jeg vil meget gerne drøfte standarder, etik og udvikling. Men i vores hurtige vidensamfund med en høj grad af internationalisering, mener jeg, at vi gør klogest i at bygge på en bred international brancheorganisation,« siger Bettina Clement og forklarer, at det ikke er en coachs uddannelse, men hans erfaring og uddannelsens seriøsitet, der giver adgang til ICFs certificering.

Brug for klare kriterier
På Copenhagen Business School er professor Ole Fogh Kirkeby enig i, at coachingbranchen i dag befinder sig i en uigennemskuelig gråzone. Han mener, at oprettelsen af kontrolinstans, der er drevet af en brancheorganisation, er en god løsning:

»Hvis man åbner telefonbogen og søger efter en coach i dag, er man helt lost, og derfor rekrutterer de fleste virksomheder vom hören sagen. Det er nødvendigt at få styr på branchen, og det er de seriøse coaches også selv interesserede i,« siger Ole Fogh Kirkeby, der dog samtidig mener, at det let vil give problemer:

»Først og fremmest skal der være nogle meget klare kvalitetskriterier. Men implementeringen af disse kriterier vil altid være problematiske, fordi de ekskluderer nogle coaches - og spørgsmålet er så, hvordan man skal håndtere en sådan eksklusion,« siger han.

Om branchen kan blive enige om at gå i en fælles retning, må tiden vise - måske et indledende skridt vil blive taget til mødet den 25. januar hos Coachpartners. Bettina Clement fra The Coaching Company er trods sin skepsis parat til at i diskutere:

»Vi er altid nysgerrige og vil gerne lytte. Men vi forbeholder os retten til at udfordre med sunde, kritiske spørgsmål til, hvad der er mest gavnligt for det danske erhvervsliv,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også