Prisstigninger er en stor udfordring

Detailhandelen får svært ved at sende prisstigninger på fødevarer videre til forbrugerne. Det kan presse indtjeningen, vurderer Standard & Poors.

De stigende priser på fødevarer bliver en af de største udfordringer for den europæiske detailhandel næste år. Det vurderer kreditvurderingsvirksomheden Standard & Poors.

Selskabet forventer, at det bliver vanskeligt for detailgiganterne at sende prisstigningerne videre til forbrugerne. Det kan udhule indtjeningen i branchen, lyder advarslen fra det London-baserede selskab.

»Det kan være svært at vælte de stigende priser på fødevarer over på forbrugerne på et tidspunkt, da købekraften hos kunderne i Vesteuropa stagnerer. Samtidig er regeringerne i Rusland og Frankrig fortalere for lave priser,« konstaterer Nicolas Bauduin, der er kreditanalytiker hos Standard & Poors.

Selskabet mener, at prisinflationen truer lønsomheden i detailbranchen. Råvarepriserne er steget, og det det har især ramt mejerisektoren og producenterne af korn- og brødprodukter. Stigningerne har fået de store leverandører til at hæve priserne, og detailhandelen vil sende regningen videre til kunderne. Ifølge Standard & Poors er priserne i butikkerne steget markant siden april i år, da priserne var på et lavt niveau. Men toppen er langt fra nået.

»De største prisstigninger forventes i 2008, da resultaterne af prisforhandlingerne mellem detailhandelen og leverandørerne vil udmønte sig ude i forretningerne,« vurderer Standard & Poors.

Selskabet mener, at prisstigningerne vil brede sig til andre typer af produkter. Til gengæld vil de højere priser få kunderne til at søge væk fra de kendte mærkevarer mod detailhandelens egne og billigere mærker. Det vil bidrage positivt til indtjeningen.

Standard & Poors peger på en række trends, som vil præge detailhandelen i 2008. Således vil markedet i Vesteuropa være præget af begrænset vækst og hård konkurrence. De internationale detailgiganter må derfor vende blikket mod Østeuropa og de voksende asiatiske markedet, hvis de vil opsøge væksten. Kina er fortsat landet med det største potentiale. Satsninger på de oversøiske markeder kræver imidlertid betydelig kapital, og de fremtidige muligheder er usikre.


BRANCHENYT
Læs også