Mere kød udefra

Prisen får importen til at stige

FØDEVARER Danmark er storproducent af svinekød og samtidig verdens største eksportør af svinekød. Alligevel stiger importen af både svinekød og oksekød til Danmark. Landbrugsavisen oplyser på basis af tal fra Danmarks Statistik, at importen af svinekød og svinekødsprodukter i 2005 steg med næsten 30 pct. til 151.000 tons. De danske butikker sælger mere og mere tysk og polsk svinekød. Årsagen er den lavere pris på de importerede varer, oplyser kategorichef Esben Mejer fra Coop. Han tilføjer, at udbuddet af fersk, udenlandsk svinekød stadig er marginalt i de danske supermarkeder. Det udenlandske kød kommer i højere grad til landet for at indgå i produktion eller til forsyning af cateringsektoren. I Dansk Supermarked melder man ikke om vækst i salget af udenlandsk svinekød i butikkerne, mens udenlandsk oksekød er i vækst. Ifølge Kødbranchens Fællesråd steg importen af oksekød fra 79.000 tons til næsten 83.000 tons fra 2004 til 2005. /ritzau/

BRANCHENYT
Læs også