Fransk firma dømt

PIRATKOPIERING Efter næsten 10 års tovtrækkeri ved en fransk domstol har virksomheden Kompan i Ringe fået 12 mio. kr. i erstatning fra et fransk firma, der kopierede Kompans design på gynger, vipper og andre legeredskaber, skriver Politiken.

»Vi arbejder målrettet på at beskytte vores intellektuelle rettigheder. Derfor er vi glade for, at afgørelsen er en forholdsvis seriøs vurdering af vores tab. Vi mener, at vi har fået betalt en god del tilbage af det, vi har mistet«, siger Lars Vilhelmsen, marketingdirektør i Kompan. Flere advokater vurderer, at erstatningen i fransk og dansk sammenhæng er usædvanlig høj. »Det er mange penge sammenlignet med de beløb, virksomheder får tilkendt i Danmark, og jeg vil håbe, det smitter af herhjemme,« siger Christina Type Jardorf, der er advokatfuldmægtig og har speciale i immaterielle rettigheder, der f.eks. kan være design. Også designerne er begejstrede for dommen. Direktør for Danske Designere Steinar Valade-Amland ser den som et kraftigt signal: »Virksomheder, der ikke forstår værdien af egen innovation, har fået et vink med en vognstang om, at de skal holde fingrene væk,« siger han. Steinar Valade-Amland peger på, at hvis Danmark og Europa vil leve af design og innovation i fremtiden, er det afgørende at passe bedre på det. For Kompan betyder dommen ikke kun 12 mio. kr. Man overvejer nemlig at rejse sager mod yderligere 50-100 andre kopister.

/ritzau/..

BRANCHENYT
Læs også