GN-salg afvist

KONKURRENCE Salget af høreapparatselskabet GN Resound, der i oktober blev købt af schweiziske Phonak, støder nu på problemer. De tyske konkurrencemyndigheder afviser i første omgang at godkende handlen for det tyske marked.

GN Store Nord understreger dog, at der er tale om en foreløbig udtalelse fra myndighederne og ikke en endelig afgørelse. De tyske myndigheder mener, at købet vil resultere i et såkaldt oligopol på markedet, hvor få selskaber dominerer hele markedet. Aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelser i en række lande, og Phonak har fået godkendelse fra alle undtagen de tyske. »GN er forundret over myndighedernes udtalelse og af den opfattelse, at der er betydelig konkurrence på det tyske marked samt at konkurrencesituationen fortsat vil være betydelig efter en sammenlægning af GN Resound og Phonak,« oplyser GN Store Nord-koncernen.

/ritzau/..

BRANCHENYT
Læs også