Venter ikke prisfald

huspriser Langt de fleste ejendomsmæglere forventer stabile og stigende huspriser i det kommende kvartal, viser tendensundersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening (DE). Men samtidig viser beregninger, som foreningen har lavet for Magasinet DR Penge, at hver femte boligejer, der har købt sin bolig siden efteråret 2005, ikke ville kunne sælge til samme pris, som de købte boligen for. Dermed risikerer 20.000 boligejere at tabe penge. Det går også skidt med salget. Antallet af boliger på mæglernes hjemmeside Boligsiden.dk nærmer sig rekordhøje 60.000. Men vicedirektør i DE, Thomas Torp, bevarer optimismen. »Det generelle billede på boligmarkedet er ikke, at folk taber penge på deres boliger. De fleste køber deres bolig med 10-20 års sigt. Det er ganske få boligsælgere på markedet i dag, som risikerer at tabe penge. Langt den største del af markedet står til at få store gevinster hjem,« siger Thomas Torp. Tendensundersøgelsen viser, at 84 pct. af mæglerne forudser, at priserne på enfamiliehuse vil være enten uændrede eller højere i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal. Forventninger til priserne på ejerlejligheder er mere afdæmpede: Kun 61 pct. venter uændrede eller stigende priser.

/ritzau/..

BRANCHENYT
Læs også