Afrika får kontanter fra Rusland

Ruslands største investeringsvirksomhed, Renaissance Capital, tror på fremtiden for de afrikanske lande syd for Sahara og vil i konkurrence med især Kina fordoble sine investeringer på kontinentet allerede i år.

Moskva

•Russiske penge skal være med til at udvikle Afrika syd for Sahara og bidrage til at øge den økonomiske vækst på kontinentet.

Stephen Jennings, medstifter af og i dag adm. direktør for Ruslands førende investerings- og mæglervirksomhed, Renaissance Capital i Moskva, har planer om at fordoble sine investeringen i afrikanske lande til mindst en mia. dollars (5,6 mia. kr. ) i år.

Udfordrer Kina
Han udfordrer dermed Kina, der er den største, udenlandske investor i Afrika.

»Som Rusland var en investeringschance, der kun opstår en gang i livet, er Afrika syd for Sahara en chance nummer to,« siger den 46-årige milliardær ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Jennings kom til Rusland i 1992 - året efter Sovjetunionens opløsning - og grundlagde i 1995 Renaissance Capital sammen med tidligere topfolk fra den internationale finansieringsvirksomhed Credit Suisse Group.

Udmeldingen fra Renaissance Capital kommer samtidig med, at RTS-indexet for børsnoterede selskaber i Moskva viser en faldende tendens for første gang i otte år. Og investeringsvirksomheden er under stigende konkurrence fra Goldman Sachs og Lehman Brothers.

Den Internationale Monetære Fond, der har hovedparten af FN-landene som medlemmer, forudsagde i sidste måned en økonomisk vækst for den sydlige del af det afrikanske kontinent til 6,8 pct. i år mod 5,7 pct. i 2006, hovedsageligt på grund af den øgede olieeksport fra Angola og Nigeria.

Kontor i Dubai
Det er på dette område, at Renaissance Capital vil slå til. Selskabet vil åbne et kontor i oliestaten Dubai med henblik på at kanalisere penge fra Den Persiske Golf til Afrika . Renaissance Capital råder i forvejen over kontorer i Nairobi i Kenya og Lagos i Nigeria .

»Afrika vil få en kolossal renæssance,« sagde Jennings med et ordspil på sin egen virksomhed, »men i modsætning til Rusland i 1990'erne er det ikke et spørgsmål om at formode, at det sker - det vil rent faktisk ske. Og vi vil med de planlagte investeringer blive en af de største finansielle investorer i regionen.«

Renaissance Partners, et andet selskab under Renaissance Group, har allerede aktiver for 500 mio. dollars i afrikanske lande, herunder en 25 pct.s aktieandel i den Togo-baserede Ecobank Transnational, der er involveret i 17 lande i det vestlige og centrale Afrika.

Renaissance Capital venter at have 100 finansielle medarbejdere i gang med sine afrikanske projekter ved årets udgang

niels.jurgensen@jp.dk

Renaissance capital
•Den førende investeringsbank i Rusland og de øvrige land i SNG (sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker).

•Betjener hjemlige og internationale kunder, der investerer i SNG-landene.

•Har siden oprettelsen i 1995 rejst 15 mia. dollars (84 mia. kr.) for sine kunder, mere end noget andet investeringsselskab i regionen.

•Hører under Renaissance Group, en uafhængig sammenslutning af finans- og investeringsselskaber, der har specialiseret sig i investering på nye og voksende markeder.

•Stiftet af bl.a. milliardæren Stephen Jennings, der har en række økonomiske universitetsgrader og i dag er Renaissance Capitals adm. direktør. Han var fra 1992 vicechef i Credit Suisse First Boston i Moskva. Jennings ejer aktiemajoriteten, men har afvist at oplyse størrelsen af sin andel.

•Forbes Magazine anslog den i november til mere end en mia. dollars.

Afrika vil få en kolossal renæssance.
Stephen Jennings, adm. direktør for Renaissance Capital

BRANCHENYT
Læs også