Jordbunden Sterling-chef

profil Han spiller ikke golf, deltager ikke i VL-grupper og beskriver sig selv som en af medarbejderne. Den 34-årige islandske topchef i Sterling tror på flad ledelse og på, at kreativitet og initiativ hæmmes af topstyring.

Når den 34-årige topdirektør for luftfartsselskabet Sterling spiser frokost i kantinen, stiller han sig i kø og betaler de 30 kr., et måltid mad koster - præcis som selskabets øvrige medarbejdere.

»Selvfølgelig betaler jeg for min mad i kantinen. Hvis ikke jeg skulle have råd til at betale for min mad, hvem skulle så?« lyder svaret fra islandske Almar Örn Hilmarsson, da Morgenavisen Jyllands-Posten bliver budt på frokost i de gamle Maersk Air-bygninger, som Sterling nu har overtaget efter opkøbet af det underskudsgivende A. P. Møller-fly-skab.

Da Maersk Air tilhørte A.P. Møller-koncernen, var kulturen en anden. Der blev gjort tydelig forskel på medarbejderne. Den ene trappe, som fører op gennem huset, måtte kun bruges af ledelsen - den anden trappe var de almindelige medarbejdere henvist til at benytte.

»Det er ikke en kultur, jeg kunne arbejde i; det er ikke noget, som passer til mig. For at være ærlig, så forstår jeg ikke, hvorfor en virksomhedskultur skal indrettes på den måde. Ved at gøre så stor forskel på virksomhedens top og de øvrige medarbejdere signalerer du, at al initiativ skal komme fra toppen. Hvis jeg arbejdede sådan et sted, ville jeg føle, at min rolle blot var at møde op om morgenen og gå hjem om aftenen. På den måde mister virksomheden en masse kreativitet og innovation. Det er A.P. Møller-måden at gøre tingene på, men jeg må jo indrømme, at de er succesfulde på deres kerneforretning,« konstaterer Almar Örn Hilmarsson.

Jeans og polo
Islændingen er klædt i jeans og en poloshirt. Efter frokosten smider han skoene og smækker strømpesokkerne op på stolen i det tidligere direktionslokale i Maersk Air, og smøgerne kommer frem. De skal ligge i højre lomme, og gør de ikke det, kan islændingen godt blive ramt af en kortvarig følelse af panik.

»Jeg har mine vaner, som er svære at ændre. Og jeg foretrækker at klæde mig i tøj, jeg føler mig komfortabel i. Hvis jeg sad i en frontoffice-funktion og solgte billetter eller mødte kunder hver dag, ville det måske være anderledes. Men jeg sidder mest bag skrivebordet, og det er ikke afgørende, hvad jeg har på af tøj,« siger han.

Han er ofte blevet stillet spørgsmålet om, hvorfor han ikke trækker i topchef-uniformen bestående af nålestribet, skjorte med manchetknapper og silkeslips, men han har svært ved at give et entydigt svar.

»Jamen, jeg er jo blot en af medarbejderne i firmaet. Jeg er så den, der sidder med ansvaret for virksomheden, men det er vigtigt, at folk også fornemmer, at du har en menneskelig side og ikke er gemt bag et panser. Vi spiser og sover alle sammen - der er ikke noget mere specielt ved mig end ved andre af vores medarbejdere,« siger han.

Samtidig erkender han dog, at det afslappede look også er en del af en kalkuleret ledelsesstrategi.

»Jeg ved jo udmærket godt, at jeg sagtens kunne lade være med at betale for min mad i kantinen. Men det er vigtigt at vise, at vi alle spiller efter de samme regler. Da jeg arbejdede på Island og ledede en frugtvirksomhed, gik jeg ind imellem ned i varehuset og hjalp til på lageret. Jeg ønskede at lade dem vide, at jeg vidste, hvad der skete, og at jeg kendte til de forhold, som de arbejdede under og med,« siger Almar Örn Hilmarsson.

Derfor ærgrer det ham også lidt, at hans firmabil - en BMW 320i - ikke giver det signal af snusfornuft og mådehold, som han ønsker skal gennemsyre Sterling. Men brugen af den eksklusive bilmodel har alligevel en snusfornuftig årsag:

»Da vi købte Sterling overtog vi leasingforpligtelsen på bilen, og det var for dyrt at opsige aftalen. Jeg havde fortrukket en europæisk eller japansk bil som Citroën, Peugeut eller Toyota, hvor man får mere bil for pengene. Men for at spare overtog vi bilen,« forklarer han.

Sterling og Maersk Air, som selskabet købte for to år siden, er gået fra at være et underskudsgivende, konkurstruet flyselskab til i dag at være tæt på at give overskud og et godt bud på den farligste trussel mod SAS.

»Vi vil aldrig gå efter SAS' kernekunder - forretningsfolkene, som sidder på de fem forreste rækker i flyet. Men på vores rute mellem København og Stockholm har vi i dag en belægning på over 80 pct., og det viser, at de almindelige forretningsrejsende også er begyndt at tænke omkostningsbevidst,« siger han.

Vil bide SAS i haserne
Almar Örn Hilmarsson tror, at Sterling vil tage markedsandele i de kommende år. Og det er hans intention at presse SAS på de ruter, som er mest lukrative for det skandinaviske flyselskab - og hvor det derfor er lettest at komme med et bedre tilbud til kunderne.

Han fokuserer konstant på omkostningerne, og derfor har han et godt øje til Roskilde Lufthavn, som i de kommende år forventes at blive et lavprisalternativ til Københavns Lufthavn.

»Hvis landingsbanen bliver udvidet, og hvis den nødvendige infrastruktur er på plads, er vi bestemt interesseret i at benytte Roskilde Lufthavn. Terminalen er lille, og derfor er det let at komme igennem og ind i flyet. I Københavns Lufthavn er det meget stort, og jeg foretrækker små lufthavne, hvor det går hurtigere,« siger Almar Örn Hilmarsson, der dog ikke forventer, at Sterling på noget tidspunkt helt kan forlade Danmarks største - og dyreste - lufthavn.

»Jeg tror, at mange af problemerne bliver løst. Københavns Lufthavns nye central sikkerhedskontrol bliver indkørt,« siger han.

Den 34-årige topdirektør er uddannet jurist og advokat - men har dog aldrig praktiseret som advokat. Valget af uddannelse blev truffet ud fra et ønske om at holde så mange muligheder som muligt åbne.

»Havde jeg valgt at blive øjenlæge eller tømrer, havde jeg begrænset mine muligheder mere. Som advokat har jeg haft flere muligheder, og erhvervslivet har altid interesseret mig,« siger Almar Örn Hilmarsson.

Ville være rockmusiker


Som helt ung var det dog rockmusiker. han ville være. Det frie musikerliv varede dog ikke længere end til op i teenageårene, da han fandt ud af, at det måske ikke var hér, at hans stærkeste evner befandt sig.

»Det lød faktisk ikke særlig godt,« lyder erkendelsen i dag.

Gennem de seneste år er islandsk erhvervsliv blevet beskrevet grundigt i danske medier. En af de seneste James Bond-film havde en islandsk skurk i hovedrollen, og det negative image som islandsk erhvervsliv har fået, berører Almar Örn Hilmarsson.

»Jeg mener, at beskrivelsen er unfair. Når jeg ser på, hvad der bliver skrevet i Sverige, Norge eller i London, er det langt mere nuanceret. Det danske samfund er nok ikke så vant til internationale investeringer, som man eksempelvis er i England. Det er en årsag. Samtidig er islændinge mere risikovillige og parate til at gribe muligheder og tage chancer, end danskerne er. Det er måske også en forklaring på den store fokus på forskellene mellem Danmark og Island,« mener han.

max.stougaard@jp.dk


BRANCHENYT
Læs også