Ø-ferien er sikret

OK Torsdag aften indgik 3F Sømændene og Bilfærgernes Rederiforening et forlig om ny overenskomst og afblæste dermed en varslet konflikt fra sømændene mod bl.a. Mols-Linien, Bornholmstrafikken, Samsø-ruten og Scandlines' færgeoverfarter.

Ifølge Søren Sørensen, formand for 3F Sømændene er der endnu nogle småting, parterne skal blive enige om senest mandag, men det bringer næppe forliget i fare.

Han glæder sig over, at forliget kom på plads, og at overenskomsten sikrer et kraftigt løft i uddannelse af sømændene samt efteruddannelse af tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter.

Walter Merrild-Hansen, formand for Bilfærgernes Rederiforening, er også glad for, at forliget er i hus, og at faren for en lammende strejke er blæst over. Især er han tilfreds med efteruddannelseselementet.

»Forliget sikrer, at vi over de næste tre år får efteruddannet vores sømænd til endnu mere kompetente og moderne søfolk med bredere faglige kompetencer,« siger han.

Set med færgeredernes øjne blev forliget rigeligt dyrt. Det skyldes, at hovedforliget på transportområdet fra den 1. marts - som sømandsforliget følger - udløste lønstigninger på 13 pct. over tre år mod ca. 3 pct. ved tidligere hovedoverenskomster. MV

BRANCHENYT
Læs også