Blød start for Dubai-børs

Overraskende lille prisafstand til amerikansk råolie.

Den første handelsdag på verdens nye oliebørs Dubai Mercantile Exchange bød på forsigtig prissætning, men større handel end ventet.

Råoliekvaliteten fra Oman, som danner grundlag for de oliekontrakter, der handles, blev omsat til 64,09 dollars pr. tdr. for leverancer i august og 64,45 i september. Gennemsnitsprisen for råolie fra de 12 OPEC-lande blev fastsat til 64,34 dollars pr. tønde.

På den første dag i Dubai blev der handlet 944 kontrakter À 1.000 tdr., hvilket analytikere anser for en ganske pæn omsætning på en børs, der skal bygges op fra bunden.

Det var en overraskelse, mellem råolie fra Oman og den toneangivende amerikanske kvalitet West Texas Intermediate (WTI) blot var på 88 cents, mens der var 3,99 dollars op til Brent Blend, den toneangivende kvalitet fra Nordsøen.

Forskellen mellem Oman- og Brent Blend-olie svarer fint til forskellen i kvalitet samt transportomkostninger. Mens afstanden imellem Oman og WTI var så lav, at det på papiret ikke kan svare sig at fragte råolie fra Den Persiske Golf til USA. Men det hører med, at dagsproduktionen på WTI kun dækker omkring 2 pct. af USA's olieforbrug.

Store lagre
Globalt var oliemarkedet fredag påvirket af de seneste lagertal fra USA, der viser, at 91,1 pct. af kapaciteten i de amerikanske raffinaderier er udnytte - det samme som ugen før, men dog den højeste siden midten af januar.

De kommercielle lagre af benzin er i løbet af ugen vokset med 1,61 mio. tdr. til 199,6 mio. tdr. - det højeste niveau siden maj i fjor.

Den 1. juni markerer også begyndelsen på orkansæsonen over Caraibien. Prognose lyder på 17 storme, heraf ni af orkanstyrke.

louiedk@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også