7 skarpe til Almar Örn Hilmarsson

Hvordan har du det med at være topchef i en branche, som er udnævnt til at være blandt de mest miljøskadende?

Vi har et ansvar, som vi må tage alvorligt. Så længe alle flyselskaber og transfortformer bliver behandlet ens, er det ok med de reguleringer, som myndighederne må komme med. Men det er vigtigt også at se på bil- bus- og togtrafik.

Hvad gør I for at begrænse miljøproblemet?

Lavprisselskaberne er blandt de, som skader miljøet mindst ved at investere i moderne fly. Samtidig forsøger vi at begrænse CO -2 -udslippet - og det hænger heldigvis ofte sådan sammen, at CO -2 -begrænsninger giver selskabet økonomiske fordele.

Hvad driver dig som person - penge, magt eller anerkendelse?

Alle har brug for anerkendelse. Og jeg kan virkelig lide magt. Jeg kan lide at have indflydelse, at gennemføre ting, at bidrage til at løse opgaver, mens penge nok er det, som betyder mindst for mig. Jeg ønsker ikke at være en slave af penge. Så længe jeg har penge til at betale mine regninger og gøre det jeg har lyst til, er penge ikke noget, jeg tænker meget over.

Hvad betyder andre menneskers opfattelse af dig?

Lige siden jeg har været ung, har folk med mellemrum fortalt mig, at de mener, jeg er en idiot. Det rører mig ikke. Hvis folk ikke kan lide mig, er det deres opfattelse.

Hvad er dit mål i livet?

Jeg ønsker at leve i nu'et. Jeg ønsker ikke at vente med at gøre de ting, jeg ønsker, til jeg bliver 50 - og så måske ikke har helbredet til det. Professionelt ønsker jeg at kunne se tilbage og se, at jeg har gjort en forskel.

Hvad er en god leder efter din mening?

Jeg foretrækker folk, som kan levere varen. Alle steder er der folk, som taler og lover og ikke bedriver noget. Det er folk, der ved præcis, hvad de skal sige i den pågældende situation, men efterfølgende ikke er i stand til at levere. På kort sigt får de desværre ofte mere personlig succes end de folk, som blot leverer varen.

Hvordan har du det, når det ind imellem viser sig, at en kunde har haft en rigtig dårlig oplevelse med Sterling?

Det er aldrig godt, hvis vi begår fejl. Men det gør vi. Vi transporterer måske fire mio. passagerer om året, og vi kan ikke gøre det 100 pct. rigtigt hver gang. Det er umuligt.

BRANCHENYT
Læs også