Aggressive mellemmænd opererer på Google

Annoncesalg Googles succes på markedet for internetsøgning har affødt en mindre industri af mellemmænd, som videresælger annoncer. Google opfordrer erhvervsdrivende til at kigge sig godt for, når de indgår aftaler.

En dag blev Torben Munk Nielsen ringet op af en hurtigt snakkende sælger med noget, der lød som et godt tilbud.

For bare nogle få tusinde kroner kunne Munk Nielsen, der er alternativ behandler, købe sig til hundredvis af klik på Adwords, de små annoncer, som vises på siden, når man anvender Googles populære søgemaskine.

»Han sagde ikke, at han var fra Google, alligevel fik jeg det indtryk. Men det viste sig, at han var fra et selskab, der videresolgte klikkene til mig for fire-fem gange prisen,« fortæller Torben Munk Nielsen.

»Det kostede mig 4.000 kr., men hvis jeg havde købt dem direkte hos Google, havde det måske kostet 1.000 kr.«

Torben Munk Nielsen er ikke den eneste forretningsdrivende, der er kommet i klemme på den facon.

Søgeordsannonceringen boomer i disse år, og tusinder af små- og mellemstore virksomheder har indrykket annoncer ved hjælp af Google Adwords.

Google står for hen ved ni ud af ti danske søgninger på internettet og omsætter for flere hundrede mio. kr. om året.

De fleste annoncører får ingen problemer, men enkelte lander i suppedasen pga. salgsmetoderne fra webbureauer, der i nogle tilfælde kan give mindelser om annoncehajerne i telefonbogsbranchen.

Forsigtighed nødvendig
Søgemaskinens danske chef opfordrer derfor brugerne til at kigge sig godt for, når de indgår aftaler med mellemmænd.

»At sælge en aftale med fast pris pr. klik og en bindingsperiode går imod hele logikken i search marketing,« siger Peter Friis, country manager for Google.

»Du bør være meget forsigtig med enhver, der vil binde dig til en fast pris i en fast periode.«

Indrykningen af annoncer via Adwords foregår gennem en form for onlineauktion, hvor prisen pr. klik afhænger af efterspørgslen blandt annoncørerne. Her kan annoncørerne selv sætte den pris, som de vil betale for et klik.

Ved at binde sig til en fast pris på forhånd risikerer annoncøren derimod at snyde sig selv.

For hvis et firma indgår en aftale med en mellemmand om at betale f.eks. to kr. pr. klik, mens auktionen for annoncering i forbindelse med søgeresultatet lander på en kr. pr. klik, kan mellemmanden stikke differencen i lommen.

Voksende problem
»Du bliver ikke snydt, kan man sige. Du får i og for sig den vare, du betaler for. Men du kan bare få et bedre produkt på anden vis,« siger Googles Peter Friis.

»Du kan undgå de problemer ved at benytte vores onlineværktøjer eller ved at vælge de rigtige firmaer at arbejde sammen med, f.eks. etablerede mediebureauer.«

Det er uklart hvor stort et omfang, problemerne har, men fænomenet er efter alt at dømme voksende.

»Det er sandsynligvis et stigende problem, i takt med at markedet for search marketing vokser,« siger Peter Friis.

Der er i høj grad tale om en form for børnesygdom, der kan genfindes i forhold til mange af de nye annoncemarkeder på nettet, siger Lars Quistgaard Bay, chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

»Når du har et nyt marked, hvor køberne endnu ikke er helt fortrolige med værdien af det, som de køber, så er der lidt for meget plads til, at den kloge narrer den mindre kloge.«

poul.funder@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også