Jeg hader rejseafregning

Det skuer i den grad bagud, og det handler om små stykker papir, hvoraf der altid mangler ét.

Sådan er jernloven inden for rejseafregning, og den sætter sig gennem med samme ubønhørlige stædighed som tyngdeloven.

For at det ikke skal være løgn, så har vores effektive økonomiafdeling udstyret os alle med et program, hvor vi selv skal indtaste vores rejsebilag. Og for os med et beskedent antal rejsedage, så trækker processen i langdrag, når man sidder dér med oprejst modvilje, staveplade, manual og nervepiller og lider sig gennem processens vederstyggelighed og systemets firkantede funktioner. Kort sagt:

Jeg hader rejseafregning!



Bortset fra min personlige uegnethed og ikke-tilstedeværende forandringsparathed i forhold til rejseafregning, så kan man godt diskutere det rationelle i et sådant it-system til rejseafregning.

Er det ikke perspektivet, som afgør, om der overhovedet er tale om en besparelse?

Det er klart, at økonomiafdelingen får sine inddata hurtigere og bedre, men hvis prisen er, at mange andre skal ind i en brugerflade, hvor de er langsomme og ineffektive, så har virksomheden købt besparelsen meget dyrt.

Jeg vil til enhver tid foretrække at aflevere mine bilag i en nydelig bunke, og så bede en hurtig, fingernem og erfaren hjerne om at registrere dem på den rigtige måde.

Økonomernes faglighed har sejret godt og grundigt i de sidste mange årtier.

Personligt hører jeg til i netop dette sejrrige broderskab, hvis ord, vurderinger og mening nærmest har karakter af en religion mange steder. Nationens vismænd er jo netop økonomer, og det er smagsdommere som overlever samtlige politiske systemskift.

Også internt i virksomhederne har økonomerne fået stor betydning. De bedste forstår da også at tænke både holistisk og langsigtet og bliver dermed et fantastisk aktiv for en virksomhed.

Da alle organisationens handlinger og beslutninger principielt viser sig nede på bundlinjen, så får de mest innovative økonomiafdelinger den rolle at tænke på tværs af organisatoriske skel og i stedet se på de sammenhænge, som kunderne også oplever.

Men de værste er altså virkeligt slemme. Stasi-agtige bureaukrater som møder medarbejdere og kunder med mistro, og derfor ser kontrol, kontrol og kontrol som de tre mest strategiske aktiviteter i økonomiafdelingen.

Politiets funktion er at opretholde den eksisterende orden, og når økonomiafdelingen lægger hele sit fokus på kontrol, så får den samme konservative og innovationsdræbende funktion.

Den kontrollerende økonomifunktion kan ikke tages alvorligt i en seriøs drøftelse af forretningsmæssig udvikling, hvilket er en skam. For er det egentlig ikke oplagt, at økonomerne stiller deres viden, modeller og procesforståelse til rådighed for alle de forretningsansvarlige ude i virksomheden?

Det afgørende er, at den pertentlige, faktabaserede og kontrollerende del af økonomernes faglighed ikke tager overhånd.

Trangen til at sætte alt i system virker dræbende på virkelig kreativitet og på de store ”brud” i vores tænkning. Den slags brud, som skaber nye blå oceaner at sejle ud på.

Eksemplet med rejseafregningen er blot et lille billede på denne tendens, som for mig at se er industrisamfundets sidste krampetrækninger på vejen ind i videnssamfundet.

Når ERP-systemets logik, som handler om at optælle og registrere alle de små transaktioner i hverdagen, føres over i feltet ”mennesker” og HR, så går det galt.

Vi risikerer at stække vores egentlige kapital - nemlig det menneskelige engagement og de gode ideer.

Industrisamfundets menneskeideal er den lille veldresserede, system-tilpassede og nærmest konforme maskinpasser, mens videnssamfundets ideal er det kreative, selvstændige og passionerede individ, der tænker og leverer ideer.

Fremtidens systemer til HR handler ikke om at holde styr på ansættelsesbreve, løntillæg eller kursusansøgninger. De handler om at lede den mest værdiskabende proces i en virksomhed - nemlig at sikre at kompetente mennesker tager ansvar for opgaverne. Og løsningen af den ledelsesopgave kræver svar på en masse ”evige” spørgsmål:

Hvilken opgave skal vi løse i morgen?

Hvilke kompetencer kræver denne opgave?

Hvordan udvikler vi det menneskelige potentiale til at løse morgendagens opgave?

Ligesom i alle andre spørgsmål om ledelse er mavefornemmelser en del af svaret, men det er også muligt at spørge ind til eksisterende fakta og så danne valide hypoteser på et faktabaseret grundlag.

Økonomerne skal vise os, at det kan lade sig gøre - og de skal helst ikke belemre os med for mange nye systemer til de trivielle opgaver.



BRANCHENYT
Læs også