Medicinindustri vinder lidet gehør

Den europæiske medicinindustri vil have parallelimport af medicin hen, hvor peberet gror. Men myndighederne afviser, at parallelimport befordrer falske lægemidler.

Bruxelles

EU vil gerne undersøge, om sikkerheden er god nok, når parallelimportører pakker medicin om og fører den over grænserne. Men som udgangspunkt vil EU-Kommissionen ikke vende sig mod parallelimporten, som medicinindustrien ellers ønsker.

»Vi har ingen holdning til parallelimport. Vi er neutrale. Vi fokuserer alene på sikkerheden for forbrugerne og på et frit marked. Vi har dog sat en undersøgelse i gang af sikkerheden i parallelhandlen,« fik medicinindustrien at vide i fredags.

Meldingen kom fra Heinz Zourek, generaldirektør i EU's direktorat for erhverv og industri. Han afleverede den ved årsmødet i Bruxelles for den europæiske medicinindustris brancheorganisation Efpia.

Et af hovedemnerne var den efterhånden indædte krig mellem medicinindustrien og parallelimportørerne. Parallelimportørerne lever af at købe de originale lægemidler i billige lande, pakke dem om og føre dem ind i lande, hvor prisen er højere. På den måde kan de sælge lægemidlerne billigere end den pris, som originalproducenten, dvs. medicinkoncernen, sælger dem til i det pågældende land.

Ingen risiko
Medicinindustrien har fået nyt skyts i de seneste uger, hvor to forskellige typer af forfalsket medicin er dukket op i den officielle distributionskæde i Storbritannien. I begge tilfælde var lægemidlerne indført af parallelimportører.

Men den slags sager gør ikke, at parallelimport i sig selv er farlig, mener chefkonsulent Karsten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen.

»At parallelimport skulle være kilde til forfalskede lægemidler, er vi ikke enige i. De er under samme kontrol som medicinkoncerner og kopiproducenter. Som sådan udgør parallelimport ingen risiko,« siger Karsten Jørgensen.

Den nyvalgte formand for de europæiske medicinkoncerner, Arthur J. Higgins, koncernchef for Bayer, er lodret uenig.

»Parallelimport gavner ingen undtagen parallelimportørerne selv. Nu er det (med forfalskningerne i Storbritannien, red.) blevet tydeligt, at det desuden har en høj pris. Det udgør en meget alvorlig sundhedsrisiko,« siger Arthur Higgins.

Det handler om penge
Parallelimportørerne mener omvendt, at de to forfalskninger indeholdt originalmateriale, som kun kan være kommet fra originalproducenten, og at det altså er der, lækken oprindeligt er sket.

Det afviser Arthur Higgins pure.

»Det er meget spekulativt og en vanvittig påstand. Faktum er, at vi har et distributionssystem, som vi ikke har kontrol over,« siger han.

Det, som krigen især også handler om, er penge. Ved at importere lægemidlerne og sælge dem billigere, hiver parallelimportørerne en indtjening væk fra medicinindustrien. Samtidig sparer det offentlige på medicinbudgettet.

Hvor meget er svært at gøre op.

lone.andersen@jp.dk

..

BRANCHENYT
Læs også