Internationale krav til skoler

UDDANNELSE Udenlandske studerende skal fremover have større sikkerhed for, at internationale uddannelser på danske skoler virkelig er internationale.

Det skal koste, hvis danske erhvervsskoler ikke behandler sine studerende godt nok. Det mener Socialdemokraternes uddannelsespolitiske ordfører, Christine Antorini.

I en kommentar til den misinformation, som især nepalesiske studerende har været udsat for fra lokale agenter og danske handelsskoler, opfordrer hun skolerne til at passe på deres internationale ry.

»Passer de ikke på, og lever de ikke op til, hvad man kan forvente, bør de kunne blive frataget deres ret til at udbyde internationale uddannelser,« siger Christine Antorini.

Ny lov på vej
Folketingets partier har det seneste års tid forhandlet om en ny lov vedrørende de korte mellemlange videregående uddannelser, der blandt andet bliver udbudt på danske handelsskoler.

Når loven er på plads, skal uddannelserne opfylde en række nye krav for at kunne blive udbudt, og ifølge Christine Antorini, er det oplagt at lade kvalitet i internationaliseringen indgå som et punkt i den vurdering.

»Det internationale studiemiljø på skolerne bør også leve op til nogle krav, og nu alle har hørt om den historie med nepalesere, der kommer hertil og så havner i klasse med 30 andre fra deres eget land. Derfor er det min vurdering, at der i forligspartierne er enighed om, at skolerne ikke skal slippe af sted med at lave kassetænkning,« siger Christine Antorini, der vil have fagfolk til at vurdere, hvordan man måler om en skole er international nok.

»Det er principperne, vi skal forholde os til. Det er et forsøg på at give de studerende en retsgaranti, som siger, at hvis man bliver optaget her, så kan man regne med, at uddannelsen har de og de kvaliteter, og at man har de grundlæggende forudsætninger for at bestå. Endelig giver det også de andre studerende en sikkerhed for, at de kommer til et miljø med et vist niveau,« siger hun.

Socialdemokraternes foreslog i 2006 at etablere ”University Denmark”, der skal forankres på de danske ambassader og konsulater i udlandet. Ifølge forslaget skal kommende udenlandske studerende her kunne få vejledning, høre om de danske uddannelser og få tjekket deres kvalifikationer.

Flertal mangler
Der var ikke flertal for forslaget i 2006, men der blev dog afsat penge til en generel markedsføring af danske uddannelser i udlandet.

»Nu fremsætter vi forslaget igen til efteråret og udvider det til at gælde alle videregående uddannelser, fordi vi håber, at det blandt andet kan gøre det overflødigt at bruge private agenter, som dem vi har hørt om i Nepal,« siger Christine Antorini.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til Christine Antorinis forslag fra undervisningsminister Bertel Haarder, der i sidste uge oplyste Enhedslistens Per Clausen, at han har bedt blandt andet Roskilde Handelsskole om en redegørelse om deres optag af udenlandske studerende.

thomas.svaneborg@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også