Når aftalen ender i en tvist

En tvist mellem to forretningsdrivende kan være ødelæggende for deres fremtidige samarbejde, hvis den ikke håndteres og løses på en hensigtsmæssig måde.

Parterne i et aftaleforhold kan derfor med fordel på forhånd regulere, hvorledes en eventuel senere tvist skal håndteres, herunder blandt andet ved hvilket forum en eventuel tvist skal afgøres, og efter hvilket lovgrundlag parternes aftale skal bedømmes.

Bestemmelser om forum og lovvalg i tilfælde af senere tvister bliver gerne betragtet som formelle og også lidt negative dele af en kommerciel aftale. Aftalens parter undlader derfor ofte enten at tage reel stilling til de spørgsmål, der knytter sig hertil, eller overlader det til deres rådgivere at beslutte, hvordan forholdene skal reguleres, når parterne er blevet enige om aftalens kommercielle vilkår.

Parternes aftale om forum og lovvalg kan dog have væsentlig betydning for parternes mulighed for effektivt - og med mindst mulig skade - at løse eller afgøre en eventuel senere tvist. Disse emner bør derfor gives den fornødne opmærksomhed i forbindelse med en aftales udformning. Når tvisten først er opstået, og forholdet mellem parterne er blevet anstrengt, er det ofte langt vanskeligere at finde fælles fodslag for håndteringen af uoverensstemmelserne.

Aftalte rammer
Hvor en tvist i et aftaleforhold ikke kan løses i mindelighed, vil den som udgangspunkt skulle løses af de almindelige domstole. Selv om domstolenes bedømmelse af en tvist er underlagt reglerne i retsplejeloven, findes der dog en række muligheder for gennem aftale at fastlægge rammerne for domstolenes bedømmelse.

Det er i henhold til den såkaldte lovvalgskonvention, som også Danmark har tiltrådt, muligt for parterne i et aftaleforhold at aftale, efter hvilket lovgrundlag tvister mellem de pågældende skal afgøres. Sådanne aftaler betegnes i almindelighed som lovvalgsaftaler.

Aftaler om lovvalg er i sagens natur af særlig interesse i forbindelse med aftaler mellem parter bosiddende i forskellige lande, hvor parterne som regel vil have en interesse i, at netop lovgivningen i deres eget land finder anvendelse. Det forekommer således lettere at skulle forholde sig til lovgivningen i sit eget land, ligesom der naturligt vil være visse barrierer - også økonomiske - ved at skulle involvere udenlandske advokater.

Det er dog langt fra altid, at en parts nationale lovgivning giver parten den bedste retsstilling i forbindelse med en konkret aftale. Beslutningen om lovvalg bør derfor ideelt set træffes på baggrund af en overvejelse af, hvilket lovgrundlag der giver den bedste retsstilling eller kommercielt set giver den bedste position.

Loven begrænser
I en række dagligdags aftaleforhold er parternes mulighed for at indgå aftale om lovvalg begrænset gennem lovgivningen. Dette gør sig særligt gældende i forhold til erhvervsdrivendes aftaler med forbrugere, hvor forbrugeren ikke gennem aftale med den erhvervsdrivende om anvendelse af fremmed ret kan fratages de forbrugerbeskyttelsesregler, der gælder i henhold til dansk ret.

Anlæggelse af en retssag skal som udgangspunkt og i henhold til retsplejelovens regler anlægges ved den sagsøgtes hjemting, dvs. det sted, hvor den sagsøgte person har bopæl, eller den sagsøgte virksomhed har hovedkontor.

Parterne kan dog i et vist omfang selv bestemme, ved hvilken domstol deres tvist skal afgøres. Retsplejeloven giver således mulighed for, at der indgås aftale om, ved hvilken af flere ligeartede retter parterne ønsker, at deres eventuelle tvister skal afgøres. Dette gælder såvel nationalt som internationalt.

I internationale aftaleforhold forekommer det oplagt, at en tvist, der i henhold til parternes aftale eksempelvis skal afgøres efter dansk ret, sandsynligvis bedst vil kunne afgøres ved en dansk domstol eller voldgift, men valget af forum tjener dog også andre væsentlige formål end dette saglige hensyn.

Valget af forum har således også afgørende betydning for de økonomiske byrder og processuelle regler, der er forbundet med at lade en tvist afgøre ved det konkrete forum. Det gælder eksempelvis omkostningerne ved den rejseaktivitet, der er forbundet med at lade tvisten behandle ved en bestemt dansk eller udenlandsk domstol, samt til de rådgivere, som skal involveres.

Hvilken domstol?
Medens parterne i vid udstrækning kan bestemme, hvilken domstol der skal tillægges stedlig kompetence, er deres muligheder for at træffe afgørelse om domstolenes saglige kompetence mere begrænset. Senest er der med reformen af det danske domstolssystem gennemført en række ændringer i mulighederne for at indgå aftale om, hvilke domstole der skal have saglig kompetence til at træffe afgørelse i en tvist mellem aftalens parter.

Forskellige domstole
Det har hidtil været muligt at indgå aftale om, at tvister skulle anlægges og afgøres ved eksempelvis Sø- og Handelsretten i København; også selv om den konkrete tvist efter retsplejelovens regler almindeligvis ville skulle have været anlagt ved de almindelige domstole.

Med gennemførelsen af domstolsreformen skal alle sager som udgangspunkt anlægges ved byretten. Det betyder, at værnetingsaftaler, hvorefter alene Sø- og Handelsretten tillægges saglig kompetence, ikke længere nødvendigvis kan gøres gældende.

Sø- og Handelsretten er dog stadig enekompetent i forhold til sager om EF-varemærker og EF-design. Desuden kan internationale erhvervssager, de fleste forbrugerombudsmandssager, immaterialretssager og konkurrencelovsager stadig anlægges ved Sø- og Handelsretten.

Det følger af voldgiftsloven, at tvister i retsforhold, som parterne har fri rådighed over, kan afgøres ved voldgift. Aftaleparternes valg af voldgift som tvistløsning er således - modsat den almindelige tvistløsning via domstolssystemet - udtryk for aftaleparternes forudgående enighed herom.

Tilpasset behandling
Hvis det følger af parternes aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift, vil det være bindende for hver af parterne. En part kan således ikke fortryde og alligevel indbringe sagen for domstolene. Sagen vil i givet fald blive afvist.

Voldgift er aftaleparternes eget forum, hvori en tvist kan afgøres efter de retningsliner, som parterne har aftalt. Aftaleparterne kan derfor også i vid udstrækning selv beslutte, hvilke personer der skal bedømme tvisten, herunder i hvilket omfang der skal deltage dommere, sagkyndige jurister og personer med branchekendskab i afgørelsen af tvisten, samt efter hvilke retningslinier voldgiftsretten i øvrigt skal behandle tvisten.

Parterne kan således gennem deres aftale tilpasse sagsbehandlingen ved voldgiften efter parternes forhold og opstille meget præcise rammer for løsning af deres eventuelle tvister, hvilket ikke lader sig gøre ved de almindelige domstolene, der til trods for de ovennævnte reguleringsmuligheder stadig er bundet af retsplejelovens regler.

Det kan desuden påpeges, at voldgiftsinstituttet også giver aftaleparterne en række andre potentielle fordele. Voldgiftsafgørelser kan ikke appelleres, hvilket alt andet lige betyder, at sagen normalt ikke kan trække ud i årevis.

Bagsiden er naturligvis, at der ikke opnås den retssikkerhed, der ligger i en appelmulighed.

Diskretion
Det væsentligste motiv for at vælge voldgift er dog normalt ønsket om diskretion i forretningsforhold. Medens retssager er offentlige, foregår voldgiftssager bag ”lukkede døre”. Virksomheder ønsker ikke deres uenighed og nærmere detaljer om de implicerede virksomheders forhold offentliggjort, eller med andre ord:

»Det beskidte vasketøj ønskes ikke udstillet til offentligt skue«.

Valget af voldgift sikrer en vis grad af fortrolighed.

En af ulemperne ved voldgiftbehandling er i øvrigt, at vidner ikke kan afhøres under den såkaldte vidnetvang, hvilket er muligt i forbindelse med sager, der behandles ved de almindelige domstole.

Parterne kan indgå aftale om, at voldgiften skal træffe sin afgørelse efter et bestemt retsgrundlag. I modsætning til de almindelige domstole er voldgiften dog ikke bundet til at træffe afgørelse efter gældende ret, og aftaleparterne kan således bestemme, at voldgiften skal træffe afgørelse efter mere frie betragtninger, eksempelvis efter rent kommercielle hensyn.

En voldgiftsafgørelse er ligesom en dom juridisk bindende, og voldgiftsloven sikrer, at den kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler.

Alternativ tvistløsning
I forbindelse med indgåelsen af en kommerciel aftale, bør det også overvejes, om aftaleparterne bedst vil kunne løse eventuelle tvister gennem alternative tvistløsningsmetoder.

Mest udbredt er i den forbindelse nok mediation og mægling, der søger at lede aftaleparterne frem til en løsning af en tvist, der tilgodeser begge parters interesser.

Mediation og mægling adskiller sig fra det almindelige domstolssystem og voldgiftsinstituttet ved ikke at være en bedømmelse af tvisten.

Både mediation og mægling forudsætter således aftaleparternes medvirken i processen og accept af den valgte løsning.

Mediation og mægling adskiller sig endvidere også ved ikke at være endelige tvistløsningsmetoder, idet disse instrumenter kan vælges benyttet forud for andre tvistløsningsmetoder, der vil kunne bringes i anvendelse, såfremt parterne ikke kan løse deres tvist gennem mediation eller mægling.

BRANCHENYT
Læs også