Flugt fra rentetilpasningslån

BYGGERI Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken hævede torsdag renten med et kvart procentpoint. Den stigende rente har fået boligejerne til at flygte fra almindelige rentetilpasningslån og i stedet vælge lån med renteloft eller fast rente.

Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken hævede som ventet renten med et kvart procentpoint torsdag. ECBs toneangivende rente er nu på 4,0 pct., mens Nationalbankens toneangivende rente steg til 4,25 pct.

Men der er flere rentestigninger på vej. Og et stigende antal økonomer og analytikere regner nu med, at ECB og Nationalbanken vil hæve renten yderligere to gange i år, så renten herhjemme når op på 4,75 pct. i år.

Det er mere end en fordobling af renten på blot to år.

De mange rentestigninger har fået boligejerne til at søge i rentely ved at skifte deres almindelige rentetilpasningslån ud med lån, der enten har fast rente eller har loft over rentestigningerne.

Således er det nu igen over halvdelen af realkreditinstitutternes udlån til private boligejere, der er fast forrentede lån. Til gengæld er andelen af rentetilpasningslån - dvs. lån med variabel rente - faldet fra at udgøre 34 pct. af alle lån til private i slutningen af 2005 til nu at være nede på kun 25 pct. af udlånene.

Flere vælger renteloft
En stigende andel af boligejerne har valgt at sikre sig mod rentestigninger gennem renteloft. Siden slutningen af 2005 er andelen af variable lån med renteloft steget fra 16 pct. af samtlige udlån til nu næsten 25 pct. af samtlige udlån.

Realkreditinstitutterne regner med, at udsigten til yderligere rentestigning vil få endnu flere danskere til at sikre sig med et renteloft eller ved at vælge et fast forrentet obligationslån. På de fast forrentede obligationslån ændrer renten sig aldrig, men forbliver den samme i op til 30 år. Denne lånetype er igen blevet populær, bl.a. fordi renten på dem ikke er ret meget højere end på rentetilpasningslån. Det seneste år er forskellen i renten på faste obligationslån og på rentetilpasningslån blevet kraftigt indsnævret. For et år siden var renten på rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning på 3,31 pct., mens renten på et fast forrentet obligationslån lå på 4,95 pct. - en forskel på 1,65 procentpoint. I dag er den faste rente på 5,15 pct., mens rentetilpasningsrenten er på 4,45 pct. - en forskel på kun 0,7 procentpoint.

»Forskellen på et fast forrentet 30-årigt obligationslån og et variabelt forrentet lån med årlig rentetilpasning er næsten ikke-eksisterende,« siger Nykredits cheføkonom, John Madsen. »Hvis man optager et 30-årigt lån på 1 mio. kr. i dag, vil den månedlige ydelse efter skat være 4.246 kr. på et rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning, og 4.595 kr. på et obligationslån med fast rente. Det er en forskel i ydelse på et millionlån på kun 349 kr. om måneden.«

halskov@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også