Nyt tv-format skal drive væksten hos Canal Digital

Omsætningen hos Canal Digital voksede 23 pct. sidste år. De kommende år forventer tv-distributøren, at udbredelsen af højdefinitions-tv bliver en central vækstmotor for tv-markedet.

Der har været snakket om det i årevis, men nu mener tv-distributøren Canal Digital, at vi står over for det store gennembrud for højdefinitions-tv, også kaldet HD.

Det bliver netop et øget udbud af HD-kanaler, og en satsning på udvalgte rettigheder på sportsområdet, der skal sikre fortsat vækst for en af Danmarks største tv-distributører i de kommende år.

Canal Digital Danmark kom omsætningsmæssigt fint ud af 2006 med en vækst på 23 pct. til 823 mio. kr.

Antallet af kunder med private digitale paraboler hos Canal Digital voksede 9 pct. til 203.000.

På antenneforeningsmarkedet var der også en mindre stigning. Her får 682.000 husstande nu tv-kanaler fra Canal Digital.

På bundlinjen tjente selskabet sidste år 49 mio. kr. før skat og finansielle poster, sammenlignet med knap 59 mio. kr. i 2005.

Ketchup-effekten


Nedgangen skyldes ifølge adm. direktør Jens B. Arnesen øgede investeringer.

På den positive side peger direktøren på et fald i den såkaldte "churn"-faktor, som fortæller, hvor stor en andel af kunderne, der forlader operatøren. Den andel er faldet støt fra 25 pct. i 2002 til 15 pct. i 2006.

»Det er et kritisk nøgletal for, hvor loyale kunderne er,« siger Jens B. Arnesen.

I de kommende år forventer Canal Digital, at HD for alvor vil slå igennem i de danske hjem.

Hver tredje husstand har nu en fladskærm, de tekniske standarder på området er på plads, og der er et stigende udbud af programmer i formatet.

Der har tidligere været positive forudsigelser om HD. Hvornår tror I det rykker for alvor?

»Det sker i 2008. Der kommer ketchup-effekten,« siger Jens B. Arnesen.

I særdeleshed knytter Canal Digital store forhåbninger til transmissionen af fodbold-EM i 2008 i HD-formatet.

Distributøren har 6 HD-kanaler i Danmark og forventer, at antallet når op på 8 til 10 inden årets udgang.

Kampen om HD-kunderne tager fart på et tidspunkt, hvor det danske tv-distributionsmarked, der traditionelt har været domineret af nogle få store spillere, er i opbrud.

Husstande skal skifte


»Digitalt jordbaseret tv og web-tv og elselskabernes satsning kommer ind som et frisk pust. Det gode spørgsmål er, om det bliver mere end et pust,« siger Canal Digital-direktøren.

Det digitale jordbaserede sendenet vil for alvor komme til at spille en rolle, når det analoge tv-signal slukkes i 2009.

Senest da skal op mod en femtedel af de danske husstande skifte til det nye net.

De danske elselskaber har også på det seneste meldt sig på markedet for tv-distribution gennem nye fiberoptiske net, der tilbyder både telfoni, internet og tv i en samlet pakke. poul.funder@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også