Den energiske bejler

Medier Rupert Murdochs tilbud om at købe Dow Jones med Wall Street Journal var flere gange blevet afvist, men nu har ejerne i familien Bancroft bøjet sig. Frygt for indgreb i den redaktionelle frihed kan dog endnu afspore salg med stor gevinst.

Washington

Da Rupert Murdoch og hans gigantiske News Corporation midt i april tilbød fem mia. dollars for Dow Jones og Wall Street journal, blev det hemmeligholdt af Bancroft-familien, som har kontrolleret mediekoncernen i 104 år.

Da nyheden et par uger senere slap ud fra et bestyrelsesmøde, fastslog familien straks, at den ikke kunne drømme om at sælge. Slet ikke til en mand som den 76-årige australsk fødte Murdoch.

Men der gik blot en måned, inden den aldrende, men stadigt uhyre energiske bejler havde nedbrudt modstanden. I denne uge sad han og hans søn James på den ene side af bordet med tre medlemmer af Bancroft-familien på den anden sekunderet af højt betalte advokater.

Fem timer senere hed det, at man havde haft et konstruktivt møde, og at diskussionen ville fortsætte i løbet af nogle dage. Begge parter ønskede tid til at overveje forslag og modforslag.

Hvad der i første omgang blev betragtet som et ambitiøst, men udsigtsløst udspil fra Murdoch og hans News Corporationen, kan med andre ord blive til virkelighed i løbet af kort tid. Meget tyder på, at Bancroft familien - eller i det mindste et flertal af dens 34 vidt forgrenede medlemmer - har valgt at følge princippet om, at kan man ikke få den, man elsker, så må man elske den, man kan få.

I dette tilfælde var det ikke en anden bejler, men fortsat selvstændighed, der varpå spil. Udsigten til en hurtig gevinst synes dog at være blevet for fristende ikke mindst for den yngre del af familien.

67 pct. over kursen
Efter det første udspil har Rupert Murdoch meget mod sin vane forholdt sig tavs. Han var øjensynligt overbevist om, at hans tilbud om at betale 60 dollars pr aktie, hvilket var 67 pct. over den aktuelle kurs, til sidst ville veje tungere end tradition, familiebånd og snak om redaktionel uafhængighed.

Samtidig viste det sig, at modsætningerne blandt ejerne var langt dybere end først antydet. Bancroft-familien har kun 24 pct. af den samlede aktiekapital, men den kontrollerer 64 pct. af de stemmeberettigede aktier.

Falder blot et mindretal af familien fra, kan det sammen med andre aktionærer trodse brødre, søstre, fætre og kusiner og gennemtvinge et salg. Et salg som mindretalsaktionærer ser som den bedste løsning.

For Murdoch passede det samtidig som hånd i handske, at den canadiske Thomson-koncern i en 17 mia. dollars-fusion blev sluttet sammen med nyhedsbureauet Reuters. Hermed blev det understreget, hvor skarp en konkurrence Dow Jones, som er Bancroft-familiens vigtigste indtægtskilde, vil få i de kommende år.

Kursændring blev antydet for en uges tid siden, da familien i en erklæring fastslog, at Dow Jones og Wall Street Journal måske ville have en mere sikker fremtid som del af en større koncern. Derfor var man parat til at overveje tilbud, deriblandt de fem mia. fra Mr. Murdoch.

Erklæringen blev set som et frieri til andre mulige købere, men ingen andre end News Corp. har antydet den ringeste interesse for at købe en mediekoncern, der nok er kendt for sin uafhængighed og høje journalistiske kvalitet, men også for sine faldende overskud.

Det er da heller ikke udsigten til store gevinster, der har fået Rupert Murdoch til at lægge de mange penge på bordet. For ham er der tale om en langsigtet investering med udsigter til gevinster, som dårligt kan måles i dollars og cents.

News Corp., der allerede i USA driver tv-selskabet Fox, planlægger lidt senere på året at åbne et business-news netværk som en klar konkurrent til CNBC, der i en snes år har været enerådende på dette marked.

Kan navnene Dow Jones og Wall Street Journal sættes på det nye projekt, vil kanalen ikke kun få en bedre start, men måske fra første dag et forspring i forhold til konkurrenten.

For Rupert Murdoch har investeringer i mediebranchen dog ikke kun drejet sig om journalistik. De er også et spørgsmål om magt og indflydelse, og her vil Wall Street Journal være et enestående bytte, lige meget hvor godt eller dårligt de fem mia. forrentes.

Magt og indflydelse er imidlertid det største problem for Bancroft-familien, der altid har sat en ære i at sikre journalistisk uafhængighed på et dagblad, der med succes forsøger at gøre et stadigt mere kompliceret erhvervsliv forståeligt.

Det sker med velskrevne og objektive reportager. Med afsløringer af skandaler og med finurlige, farverige beretninger om de topchefer, der med deres beslutninger har indflydelse på millioner af menneskers tilværelse.

Objektiviteten står i skærende kontrast til de altid yderst konservative ledere og næsten alle indlæg på debatsiderne. Den slags modsætninger forhindrer ikke, hvad insidere betegner som et usædvanligt godt arbejdsklima.

Denne uges møde mellem køber og sælger drejede sig da heller ikke om pris eller kontrakt, men om den redaktionelle linje, eller rettere sagt sikkerhed for fortsættelse af den frie og uafhængige redaktionelle linje.

Frygt for frihed
Flere medlemmer af Bancroft-familien frygter, at al tale om redaktionel frihed bliver meningsløs, hvis Dow Jones bukker under i den skærpede konkurrence.

Her over for står imidlertid frygten for, at Rupert Murdoch lever op til sit ry og blander sig i redigeringen, hvilket hurtigt vil sætte sorte pletter på Dow Jones-koncernens ellers så fornemme ry.

Under det første møde forlangte familien derfor, at den sikres ret til at udpege medlemmerne af en særlig redaktionel bestyrelse, der egenrådigt udnævner og afskediger chefredaktør og andre topfolk.

Rupert Murdoch gjorde det klart, at et sådant system ikke var acceptabelt. Han foreslog i stedet et system som det, der blev indført, da han i 1981 købte britiske The Times. Her er der seks uafhængige medlemmer i den 15 mand store bestyrelse.

Det system er imidlertid blevet kritiseret af mange, der ser Murdochs hånd bag den klare højredrejning, som The Times begyndte kort efter, at den britiske koncern med The Times og Sunday Times var blevet en del af News Corp.

Times tidligere chefredaktør Harold Evans hævder, at Murdoch hurtigt brød alle løfter om ikke at blande sig med en bemærkning om, at han gav ordrer til alle sine redaktører, så hvorfor skulle han ikke gøre det i London.

En påmindelse om den aftale om redaktionel uafhængighed, som han selv havde indgået, udløste blot en bemærkning om, at den ikke var det papir værd, den var skrevet på.

Kraftig overpris
Enkelte iagttagere hævder imidlertid, at Rupert Murdoch ikke kunne drømme om at blande sig i Wall Street Journals journalistik, fordi han så vil undergrave den institution, som han med fem mia. dollars har betalt en kraftig overpris for.

Avisens journalistiske ry er Dow Jones vigtigste aktiv, men det er næppe nogen garanti for, at en 76-årig mand med en klart konservativ holdning pludselig stik mod sin natur blot ser til, når den uafhængige journalistik rammer hans venner eller måske endog ham selv. Hvor stor en rolle, kravet om journalistik frihed kommer til at spille, når afgørelsen falder, er dog uklart. Noget tyder på, at afgørelsen faldt allerede, da de fem mia. dollars kom på bordet. Det var nemlig ikke første gang, at Rupert Murdoch friede til Dow Jones, men det var første gang, at den hede bejler fik en fod i døren.



klaus.justsen@jp.dk


BRANCHENYT
Læs også