Regnskab med social slagside

Smykkevirksomheden Pilgrim satte i 2006 farten ned i sit regnskab, som til gengæld omhandler en række sociale elementer.

Leverandørerne skal opføre sig ordentligt.

Det konstaterer man i den danske smykkevirksomhed, Pilgrim A/S, som bruger det første halvår år af 2007 på at få sine leverandører til at skrive under på en særlig ”Code of Conduct” -- dvs. etiske retningslinier.

Pilgrim, som har hovedkontor i Skanderborg, vil med leverandørernes underskrift bl.a. sørge for, at de kinesiske smykkeleverandører til stadighed forbedrer arbejdsforholdende for deres medarbejdere:

»Forholdende er nogenlunde gode. Men der er masser at ting at forbedre på. For os handler det ikke mindst om deres sundheds- og sikkerhedsforhold, som vi derfor har valgt at sætte ind overfor,« siger Thomas Rud Adamsen, der grundlagde den familieejede virksomhed sammen med sin ekskone Annemette Markvad for godt 20 år siden.

Fokus på CSR
Virksomhedens netop offentliggjorte regnskab for 2006 fortæller samtidig om en virksomhed, der arbejder tæt med nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser, som har fokus på sin egen CSR-politik (CSR-begrebet bruges om virksomheders frivillige arbejde med sociale, etiske og miljømæssige forhold) og på arbejdet med at oprette en velgørenhedsfond, hvor formålet bliver at støtte projekter i udlandene, som sikrer børn og unges uddannelse.

Derudover har Pilgrim i 2006 tilsluttet sig FN' programmet Global Compact, som er verdens største initiativ for virksomheders samfundsmæssige ansvar omkring bl.a. menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og anti-korruption.

Pilgrim-regnskabet fortæller dog også om en virksomhed med fart på.

Pilgrim-smykkerne sælges over 5.000 steder verden over og 85 pct. af produktionen går til eksport.

I 2006 blev der solgt Pilgrim-smykker for 395 mio. kr.

Det er dog en nedgang i forhold til 2005, hvor nettoomsætningen rundede 464 mio. kr.

Nedgangen sætter sig også i årets resultat som for 2006 blev et overskud på 35 mio. kr. mod 87,5 mio. kr. i 2005.

Rekordvækst
De dalende tal var dog ifølge regnskabet ventet af virksomhedsledelsen.

De foregående fem år har været en lang rekordvækst for smykkevirksomheden, som i 2001 havde en omsætning på 45 mio. kr.

Derfor blev 2006 udnævnt til at være et pusterums-år med opbremsning og forberedelse på fremtiden.

Virksomheden brugte sidste år mange penge og mandskab på at investere i kvalitetssikring af produkterne, på forbedret logistik, på omorganisering af salgskanaler, nye produkttyper og markedsføring af disse. Samtidig gik Pilgrim i 2006 ind på det australske og det amerikanske marked, hvor der er etableret egne datterselskaber. I år er det sat fokus på endnu flere nye produkter og en stadig forbedring af logistikken.

Virksomheden forventer, at den samlede indsats i 2007 vil skabe forudsætninger for ny vækst i 2008.

maria.dalhoff@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også