Falck fortsætter

Konflikt Strejken blandt de cirka 4.000 reddere i Falck fortsætter, og nu skal Arbejdsretten også se på konflikten.

Under strejken er arbejdsgivere og reddere enige om en nødberedsskabsplan, så der stadig rykkes ud til akutte tilfælde og opkald til 112. De stridende parter er dog også røget i totterne på hinanden i spørgsmålet om, hvordan den særlige plan skal tolkes.

Torsdag tørner arbejdsgivere og reddernes forbund sammen i Arbejdsretten, der i løbet af den kommende tid vil forsøge at finde hoved og hale i alle beskyldningerne, erfarer Ritzau.

Der kan gå lang tid, før sagen er kommet gennem det arbejdsretslige system, og anstrengelserne kan være forgæves, hvis parterne inden da enes om droppe konflikten.



/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også