Danske aktier ekstra hårdt ramt

Køberne har trukket sig fra markedet.

• De danske aktier foretog torsdag et massivt tilbagetog, og C20-indekset lukkede 2,0 pct. lavere i 478,61. C20-medlemmerne oplevede over en bred kam store tab. De europæiske fondsbørser tabte torsdag også terræn for fjerde dag i træk.

»De danske aktier er ualmindeligt hårdt ramt, og køberne har trukket sig fra markedet. Sommerferien har også en effekt, og investorerne er ikke specielt friske på at tage nye positioner. Der er risiko for, at MSCI Europa falder 2-3 pct. over de næste par dage, og det kan trække C20-indekset mod 470-niveauet«, udtalte senioraktiehandler Claus Thestrup fra Handelsbanken til RB-Børsen.

DSV lukkede 3,0 pct. lavere i kurs 105,8 efter onsdagens nedtur på 2,9 pct. Schweiziske UBS sænkede torsdag sin anbefaling på DSV til "neutral" fra "køb". UBS gav DSV et kursmål på 120 kr.

Vestas tabte 3,3 pct. til kurs 367. Verdens førende otte industrilande blev torsdag efter vanskelige forhandlinger enige om, at der er behov for at reducere udslippet af drivhusgasser. Den tyske G8-formand, forbundskansler Angela Merkel, kaldte det i Heiligendamm "en enorm succes".

Carlsberg sluttede 4,0 pct. lavere i kurs 643. Det tjekkiske bryggeri Budejovicky Budvar regner med at sælge 2.000 hl. Carlsberg-øl i år, skrev Prague Daily Monitor. Derudover spekulerede lokale medier i, at Carlsberg vil byde på det hviderussiske bryggeri Krinitsa. Carlsbergs internationale pressechef, Peter Skaarup, ønskede ikke at bekræfte historien.

Flere C20-medlemmer lukkede torsdag med tab på mere end 3 pct. Jyske Bank tabte 3,4 pct. til kurs 408. TrygVesta sluttede 3,9 pct. lavere i kurs 433. Coloplast lukkede 3,5 pct. lavere i kurs 447.

Novo Nordisk, som onsdag tabte 2 pct., lukkede torsdag 0,9 pct. lavere i kurs 570. De nye langtidsvirkende insulinanaloger som franske Sanofi-Aventis' Lantus og Novo Nordisks Levemir er ikke bedre end den "gammeldags" NPH insulin, når der er tale om diabetikere med type II diabetes, konkluderer Institut for Rationel Farmakoterapi på baggrund af nye forsøg.

Bavarian Nordic sluttede torsdag 4,1 pct. lavere i kurs 580 efter onsdagens imponerende fremgang på 10 pct. Bavarian Nordic landede tirsdag den længe ventede amerikanske milliardkontrakt. Biotekselskabets ledelse solgte torsdag aktier for knap 66 mio. kr.

Blandt sidepapirerne dykkede Auriga Industries 7,0 pct. til kurs 160,5. Auriga Industries er moderkoncernen til Cheminova. 450 ansatte på Cheminova truer med nye strejker. Medarbejderne genoptog ellers i sidste uge arbejdet efter 14 dages arbejdsnedlæggelse.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også