Vækst trækker renten op

Det danske obligationsmarked lukkede torsdag med de største kursfald i mere end et år.

Investorerne frygter, at en større global vækst end ventet vil kunne sætte yderligere fart i de globale rentestigninger. På den europæiske obligationsscene var der tale om en forsinket effekt fra de klare signaler om yderligere pengepolitiske stramninger i forlængelse af onsdagens rentemøde hos Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede torsdag 0,68 point lavere i kurs 96,02 med en effektiv rente på 4,56 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,65 lavere i kurs 88,45 med en effektiv rente på 5,21 pct.

De globale rentestigninger kom i høj grad til udtryk torsdag, idet centralbanken i New Zealand hævede renten med 25 basispoint til 8,0 pct., mens centralbanken i Sydafrika hævede renten med 50 basispoint til 9,5 pct. Investorerne tolkede rentestigningerne som yderligere indikation om, at renteniveauerne har været for lave i forhold til den globale økonomiske udvikling.

»Renterne er fortsat med at stige torsdag, idet markedsdeltagerne har travlt med at indkalkulere yderligere pengepolitiske stramninger fra Den Europæiske Centralbank«, udtaler obligationsstrateg hos RBC Capital Markets i London, Richard McGuire, til Bloomberg News. Den globale vækst er yderst solid, og markedsdeltagerne er vidner til globale rentestigninger. Det vil fortsat sætte de europæiske renter under pres, vurderede strategen.

Bank of England fastholdt ikke overraskende renten på de nuværende 5,50 pct. ved rentemødet torsdag. Enkelte investorer havde spekuleret i en overraskelse, efter at to centralbankmedlemmer havde ønsket en større rentestigning ved det forrige rentemøde.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også