Virksomheder laver tv-stationer

NYT TV Internettet gør det muligt at starte sin egen tv-kanal. Flere virksomheder er allerede i gang.

• Danmarks Radio havde torsdag premiere på den internet-baserede nyhedskanal, DR Update. Men i fremtiden behøver det ikke at være de traditionelle medievirksomheder, der sender tv på nettet. Også virksomheder vil for relativt få midler kunne etablere en tv-station og på den måde komme i tættere kontakt med medarbejderne eller kunderne.

Det kan være kanaler om hunde, fødevarer eller rejser.

»Det vil eksplodere. Inden for fem år vil der være tusinder af kanaler at vælge imellem,« forudser Viggo Linde Thomsen, der er kreativ direktør i Nordic Web TV.

Firmaet er dannet af reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, STV samt DigiEyeZ og udvikler løsninger til produktion af web-tv.

I Jyske Banks hovedkontor i Silkeborg har man allerede etableret et professionelt tv-studie. Herfra udsender banken hver fredag et tv-program til koncernens medarbejdere.

»Vi er allerede langt fremme med at realisere nogle af vores projekter. Men det er en stigende kurve, og vi er kun i begyndelsen,« siger afdelingsdirektør Lars Aarup Jensen.

Ministerdebat
Stationen har været på internettet siden september, og et af højdepunkterne indtil nu var en udsendelse, hvor Familie- og Forbrugerminister Carina Christensen deltog i en debat med bl.a. Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam.

Nogle af medarbejderne var publikum og stillede spørgsmål til panelet.

»Vi bruger tv i vores interne kommunikation, der hvor det egner sig bedst,« siger Lars Aarup Jensen.

På sigt vil tv smelte sig mere ind på bankens hjemmeside, og vil også i større udstrækning blive en del af kommunikationen med kunderne. Både i deres hjem og i filialen.

For omkring tre mio. kr. kan man sende tv året rundt og altid have 15 til 20 timers tv til rådighed for brugerne.

I England findes der 30 til 50 kanaler af den type, og i Sverige kan en netkanal nemt have mellem 300.000 og 500.000 seere.

Militær tv
Forsvaret er en af de institutioner, der er længst fremme med net-tv herhjemme. Forsvarskanalen, som stationen hedder, har to daglige udsendelser med militære nyheder.

Desuden kan man se vejrudsigter for bl.a. Grønland, Kosovo, Afghanistan og Irak.

»Vi har set værdien i at sende vores egne versioner af vores budskaber,« siger direktør for Forsvarets mediecenter, Teddy Gerberg.

Kanalen drives af fire journalister og to til tre teknikere.

Siden har mellem 3.000 og 5.000 unikke besøg hver dag.

Ud over at producere tv til internettet bliver nyhederne også sendt til forsvarets forskellige arbejdspladser via storskærme.

»Vi begyndte at arbejde med videoindslag for omkring fire år siden, men nu er kvaliteten blevet så god, at en større del af vores kommunikation kan foregå på denne måde,« siger Teddy Gerberg.

Ifølge Viggo Linde Thomsen vil fremtiden også byde på interessekanaler, hvor flere virksomheder går sammen om at sende net-tv om et bestemt emne.

Det kan f.eks. være en bolig-kanal, hvor virksomheder, der tilbyder alt fra fliser til finansiering, vil danne et samlet programtilbud.

Hver dansker ser i gennemsnit tv i 2,5 timer om dagen.

»Jeg tror ikke, at man vil se mere tv. Man vil se det tv, der interesserer én, og derfor vil de etablerede tv-kanaler blive trængt som en følge af denne udvikling,« vurderer Viggo Linde Thomsen.

morten.nystrup@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også