Den kristelige HØVDING svarer igen

Profil Hans forbundsmedlemmer beskyldes konstant for at være gratister og nasserøve. Men selv er han nu heller ikke for hellig til at kalde LO usolidarisk. Søren Fibiger Olesen er formand for landets største ”gule” fagforening, Kristelig Fagbevægelse.

Skældsordene har længe haglet ned over de ”gule” fagforeninger. Gratister, snyltere og usolidariske nasserøve lyder det med adresse til medlemmerne i de alternative, gule fagforeninger, der ud over Kristelig Fagbevægelse også tæller Danmarks Frie Fagforening og Det Faglige Hus.

Søren Fibiger Olesen, landsformand for Kristelig Fagbevægelse, som er den største og ældste af de gule, tager ikke kritikken så tungt, selv om han kalder den forfejlet.

»Som formand har jeg ikke noget problem med kritikken. Jeg argumenterer bare imod den. Men jeg synes, at det gør ondt, når nogle af vores medlemmer mødes med et helt urimeligt pres ude på arbejdspladserne, fordi de har valgt os. Det er noget af det, der smerter mest,« siger Søren Fibiger Olesen.

Han understreger, at der på de fleste arbejdspladser ganske vidst ikke er problemer, men enkelte steder er der tale om et umenneskeligt pres, mener han.

Tonen er skærpet
»Min oplevelse er, at tonen er skærpet, presset forøget og chikanen blevet voldsommere, siden eksklusivaftalerne blev afskaffet i januar 2006. Før eksklusivdommen havde jeg f.eks. aldrig hørt om, at man på opslagstavlen i kantinen satte en liste op med navne på dem, der ikke var medlem af den overenskomstbærende fagforening,« fortæller han.

Uden at blinke afviser Søren Fibiger Olesen beskyldningerne om, at de gule fagforeninger er nasserøve.

»Vi nasser jo ikke på LO's pengepung. Det er jo arbejdsgiverne, der betaler,« siger han og understreger, at han ikke ser noget problem i, at nogle forhandler gode resultater hjem, der også omfatter andre. Det er naturligt nok, at de bredeste skuldre bærer den største byrde, anfører han.

»Ser vi på den politiske verden til sammenligning, så har socialdemokraterne f.eks. skaffet nogle resultater, da de var ved magten. Så fik vi et systemskifte, og så er det nogle nye, der bygger videre på de resultater,« forklarer han.

»Men vi tog gerne et langt større ansvar. Det er vi parate til med den vækst, vi har haft og vil få fremover. Men vi oplever jo f.eks., at blokaderetten bliver brugt for at få os smidt ud og få en LO-overenskomst ind hos de virksomheder, hvor vi har tegnet overenskomst. Det er helt urimeligt, at man med loven i hånden kan gå ind og overtage en overenskomst ved at blokere en virksomhed,« mener han.

Skød igen
Selv om det som regel er LO-fagforeningerne, der anvender betegnelsen usolidarisk om Kristelig Fagbevægelse og de andre gule, så tøvede Søren Fibiger Olesen ikke med at skyde igen med samme salve, da LO under overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af året krævede særrettigheder til uddannelse - kun for egne medlemmer.

»Jeg kunne ikke nøjes med at stå og kigge på sidelinjen. Jeg var nødt til at råbe op, og det gjorde jeg ved at beskylde LO for at være usolidarisk. LO lagde jo op til, at arbejdsgiverne skulle indbetale midler til kompetencefonden for alle medarbejdere, mens det kun var LO-medlemmerne, der kunne få del i dem,« påpeger han.

»Jeg gjorde det ud fra den tankegang, at LO ville gøre op med et mangeårigt princip på arbejdsmarkedet om, at vi har områdeoverenskomster og ikke medlemsoverenskomster. Det synes jeg var usolidarisk,« uddyber han.

Argumentationen læner sig tæt op ad de gloser, som Dansk Industris adm. direktør Hans Skov Christensen fandt frem, da han oven på sammenbruddet i februar i bastante vendinger afviste at gå ind på LO-kravene om særrettigheder.

Men det er der måske en forklaring på.

Advarede mod særrettigheder
Søren Fibiger Olesen havde nemlig gjort sit for at stikke en kæp i hjulet for LO-kravene, som de gule med rette betragtede som en stor trussel.

»I oktober fik vi nys om, at særrettighederne var noget, man barslede med i LO-kredse, og at det nok ville blive et krav til overenskomsterne. Så jeg skrev til alle arbejdsgiverorganisationer i Danmark og opfordrede til, at de ikke skulle gå med på den galej,« fortæller han.

Flere arbejdsgivere skrev tilbage, at det var første gang, de hørte om kravene.

Søren Fibiger Olesen havde opsnappet, at kravene var på vej ved at følge en debat på hjemmesiden hos et af LO-forbundene.

I dag er landsformanden naturligt nok rigtig godt tilfreds med, at særrettighederne ikke blev en realitet.

Havde LO haft held med at få gennemtrumfet særrettighederne, ville Kristelig Fagbevægelse have forsøgt at få skrevet ind i alle medlemmernes ansættelsesbeviser, at de skulle have de samme rettigheder som LO-medlemmerne. Desuden ville de kristelige også have forsøgt at gå juraens vej for at få kendt særrettigheder ulovlige, selv om formanden erkender, at chancerne på det punkt ikke var så store ifølge de juridiske eksperter.

Vi råber op
Det lyder jo nærmest, som om I ligger i krig med LO-forbundene. Gør I det?

»Nej, men vi råber op, når vi ikke får mulighed for at være til stede som en konkurrent og kollega til andre fagforeninger. Mit håb er, at vi kan leve side om side som de konkurrenter, vi er - og kan respektere hinandens forskelligheder i stedet for at se hinanden som fjender, der absolut skal bekæmpes,« siger han.

Formanden har heller ikke kun dårligt at sige om LO-forbundene.

»LO-fagforeningerne har jo vundet rigtig mange gode ting hjem til de danske lønmodtagere og har haft stor betydning for, at vi sidder med det velfærdssamfund, som vi har i dag,« siger han og erkender, at LO-fagforeninger på områder som f.eks. arbejdsmiljø har betydeligt mere i posen, end de gule har.

»Men selv om de har skaffet resultater, betyder det jo ikke, at vi andre ikke skal have mulighed for at yde vores bidrag til den videre udvikling af velfærdssamfundet.«

Kristne værdier
Da Søren Fibiger Olesen som helt ung meldte sig ind i Kristelig Fagbevægelse, var det ikke - som de fleste medlemmer gør i dag - for at spare penge. Det var derimod de kristne værdier, der tiltrak ham.

»Jeg syntes dengang, at det var fascinerende, at der fandtes en lønmodtagerorganisation, som byggede på de værdier, der også var mine. Derfor var det et naturligt valgt for mig.«

Landsformanden er selv vokset op i et kristent miljø. Han blev født i et missionshus, hvor hans forældre var portnerpar - og den dag i dag er han stadig indremissionsk - ligesom han har været lokalpolitisk aktiv i Kristelig Folkeparti.

Nu er det imidlertid primært den politiske interesse for at påvirke arbejdsmarkedet, der driver ham. Ulovliggørelsen af eksklusivaftaler var en af de vigtige sejre på det punkt. Men der er stadig meget at kæmpe for, mener han.

»Helt konkret har jeg det f.eks. meget dårligt med det kontrolsystem, der er opbygget omkring de ledige - at vi som a-kasse skal mistænkeliggøre de ledige på alle mulige måder. Vi burde se bort fra noget af millimeterretfærdigheden og i stedet behandle de ledige mere individuelt. Alle de midler, systemet bruger på at kontrollere og rapportere, kunne bruges meget bedre i de lediges interesser, hvis politikerne blot havde mere tillid,« mener den kristelige formand.

henrik.skov@jp.dk

Søren Fibiger Olesen
•Født 1957. Gift og har tre børn.

•2004- Landsformand, Kristelig Fagbevægelse.

•2002- Formand, Kristelig A-kasse.

•2000-2002 Salgs- og marketingschef, Bog & Media.

•1990-2000 Leder af Refleks Musik.

•1987-90 Nærradiokonsulent, Indre Mission.

•1985-87 Informationssekretær, Indre Mission.

•1985 Leder af Refleks Musik.

•1982-85 Repræsentant, Lohses Forlag.

•1980-82 Fotohandler.

Uddannelse:

•2004 Akademileder, IBC Kolding.

•1980 Uddannet fotohandler, handelseksamen.

•1974 Realeksamen.

•Desuden en række merkonomfag og kursus hos LMI Leadership Management International.

Øvrige tillidshverv:

•1984-99 Formand for Kristelig Folkeparti, Fredericia.

•1976-82 Formand, Indre Missions Ungdom, Herlev.

BRANCHENYT
Læs også